Rodet kamp i Glyngøre: Sallingsund trak det længste strå

Sallingsund FC og Klitmøller IF havde svært ved at skabe chancer

Sallingsund FC kune juble efter endnu en sejr. Arkivfoto: Henrik Louis.

Sallingsund FC kune juble efter endnu en sejr. Arkivfoto: Henrik Louis.

GLYNGØRE:Indtil videre har det været en glimrende start for Klitmøller IF efter oprykningen til Serie 2 med to sejre i to kampe. Men torsdag aften blev de udfordret, da de på udebane mødte Sallingsund FC. Her var det hjemmeholdet, som styrede begivenhederne og vandt kampen 1-0.

- Det var en rodet kamp for vores vedkommende, hvor vi havde svært ved at styre bolden, så det endte med, at vi slog en masse lange bolde, siger spillende træner for Klitmøller IF, Jacob Svane.

I første halvleg havde begge mandskaber svært ved at få spillet til at hænge sammen. Klitmøller IF var mest på bolden, men de blev aldrig for alvor farlige. Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 0-0.

-Første halvleg var ikke pæn for vores vedkommende, men i anden halvleg gik vi ud og fik vi lagt et meget bedre tryk, siger Jeppe Poulsen, der er spillende træner for Sallingsund FC.

Og der skulle ikke gå mere end to minutter af anden halvleg, før hjemmeholdet fik hul på målbylden. Det skete fra Sallingsund FC’s højre side, hvor bolden blev slået ind over. Her gik Klitmøller IF’s forsvarer galt af bolden, og det skabte en friløber til Sallingsund FC’s Mikkel Primdahl, som han udnyttede og scorede til 1-0.

Herefter fortsatte Sallingsund FC med at sidde på spillet, og de spillede sig frem til flere situationer, som kunne have bragt dem yderligere foran. Men der kom ikke flere scoringer, og Sallingsund FC kunne juble over anden sejr i træk og tre point.

- Klitmøller IF er ikke noget dårligt hold, men vores forsvar stod godt, og de havde ikke et skud på mål. Så jeg er rigtig godt tilfreds med sejren, siger Jeppe Poulsen.

Hos Klitmøller IF anerkender Jacob Svane, at det var en vanskelig kamp.

- Jeg tror, at Sallingsund FC er det bedste hold, vi har mødt, og det var fair nok, at de vandt, siger Jacob Svane.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Sallingsund FC

Klitmøller IF

Resultat: 1-0

Pausestilling: 0-0

Mål: 1-0 Mikkel Primdahl (47).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.