Så skal den gamle teaterbygning ned
BYGGERI: Fjernelsen af den tidligere Limfjordsteaterbygning er ikke en sag for børn

Der blev så småt taget fat på nedrivningsarbejdet fredag. Foto: Peter Mørk
NYKØBING:Nu er det lige før, den gamle kommunale skolebygning, som Limfjordsteatret rådede over indtil sidste år, forsvinder fra Nykøbings bybillede.
Der er lagt en plan og frigivet penge til nedrivning af den udtjente to etagers bygning i Skolegade. Og det er en plan, der tager sikkerhedshensyn til de mange børn, der til dagligt færdes ved M. C. Holms Skole og Børnehus.
Pris: En million
- Vi har tilrettelagt det sådan, at de store maskiner arbejder i weekender og i vinterferien i uge syv, hvor der ikke være børn på arealet. Vi har nu frigivet den million kroner, der er afsat i bevilgede anlægsmidler for budget 2020, til nedrivningsarbejdet. Derefter vil grunden indgå som en del af helhedsplanen for M. C. Holms Skole & Børnehus og for M. C. Holms Passage, siger Meiner Nørgaard (MF), formand for udvalg for teknik og miljø.
Tredelt proces
Nedrivningsplanen falder i tre tempi:
1. periode: Fredag 24. januar – søndag 26. januar.
2. periode: Fredag 31. januar – søndag 2. februar.
3. periode: Fredag 7. februar – fredag 14. februar.
I tredje periode vil der på byggepladsen ske kørsel med tunge maskiner. Byggepladsen omkring bygningen vil blive indhegnet fra fredag 24. januar til søndag 16. februar. Passager/stier som normalt er tilgængelige, vil under byggeperioden være utilgængelige, men der vil midlertidigt blive skiltet med alternative veje.
P-forbud
Der vil ifølge Morsø Kommune være parkeringsforbud i Langebæksgade i de perioder, hvor der arbejdes. Det er beboerne blevet orienteret om, og kommunen håber, at også andre med ærinde i gaden vil vise forståelse for, at det er nødvendigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.