Se billederne: 440 knallertentusiaster indtog Mors

Den årlige puchtur rundt på limfjordsøen løb af stablen lørdag

- Fedest!! Hundredvis af knallertentusiaster deltog i den store Puch Maxi-tur, heriblandt denne glade herre. <i>Foto: Martél Andersen</i>

- Fedest!! Hundredvis af knallertentusiaster deltog i den store Puch Maxi-tur, heriblandt denne glade herre. Foto: Martél Andersen

MORS:Tødsø Tigers, Erslev Assholes, Vils Angels og alle de andre var på pletten lørdag, da den årlige puchtur løb af stablen på Mors.

Fra morgenstunden var de veloplagte knallertentusiaster mødt talstærkt op ved Pava Bilsyn, hvorfra starten skulle gå. 440 personer, de fleste i lædervest, deltog i år i køreturen, og deres blankpolerede køretøjer, med obligatoriske grønne mælkekasser bagpå, skinnede lystigt om kap i det flotte vejr.

Puchtur Mors 2022

Én af deltagerne er 75-årige Karin Ulrich, der er medlem af klubben "Maxi Girls" på Salling. Som navnet nok antyder, så er alle klubbens medlemmer kvinder, og medlemstallet er vokset kraftigt de seneste par år, så medlemstallet nu ligger omkring de 50.

- Det startede, da jeg var til damefrisør, og hun fortalte, at de var nogle stykker, der var begyndt at køre Puch Maxi. De spurgte, om jeg ville med, og så kom jeg i tanke om min datters gamle Puch Maxi, der stod hjemme i garagen, og så har jeg været med lige siden, siger Karin Ulrich.

Klubben er efterhånden fast inventar på den årlige køretur, og Karin Ulrich er alderspræsident, mens yngste medlem er omkring de 30 år. Kvinderne har også været på langfart til Skagen og Samsø, og når de ruller ud på landevejen, er det uden følgebil.

- Hvis én af os kører i stykker, så kommer der en hel sværm af medlemmer hen for at hjælpe. De kan skille tingene ad, og jeg ved ikke, hvordan de gør det, men i løbet af nul komma fem har de fixet problemet, fortæller Karin Ulrich.

Karin Ulrich fra Salling var af sted sammen med sin klub Maxi Girls, der udelukkende har kvindelige medlemmer. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Karin Ulrich fra Salling var af sted sammen med sin klub Maxi Girls, der udelukkende har kvindelige medlemmer. Foto: Martél Andersen

Svend Pedersen, der er præsident for Puch Klub Mors, der står for at arrangere turen, så inden afgang frem til at tilbagelægge de knap 70 km. med godt humør og høj sol.

- Jeg regner med, at det kommer til at gå godt, som det plejer. Vi har nogle stop rundt på ruten, hvor vi har en halv times pause hvert sted, og så ender vi i Vils, hvor der er stor fest med helstegt pattegris, musik og underholdning, fortæller han.

Biletterne til årets arrangement blev revet væk på bare syv timer, og ventelisten for at komme med har været betragtelig. Den store opbakning varmer hos arrangørerne, men Svend Pedersen understreger, at klubben ikke kunne gøre det alene:

- Vi har efterhånden en del erfaring med at arrangere turen, i år bliver den 12. i rækken, men vi kunne ikke gøre det uden vores sponsorer og de mange dedikerede frivillige, understreger Svend Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.