Seriebolden ruller igen: Sallingsund lagde ud med en deler
Sallingsund FC måtte nøjes med 1-1 i sæsonpremieren i Serie 2
GLYNGØRE: Fredag aften blev efterårssæsonen i Serie 2 sparket i gang. Det skete i Glyngøre, hvor Sallingsund FC fik besøg af Lemvig GF. Her stod hjemmeholdet godt i forsvaret og fik kæmpet en uafgjort på 1-1 hjem.
- Jeg tror Lemvig kommer til at kæmpe med i toppen, så vi er meget tilfredse med det point, vi får, siger spillende træner for Sallingsund FC, Jeppe Poulsen.
Fra kampens start var det gæsterne fra Lemvig, som var spilstyrende, men en god Sallingsund FC defensiv forhindrede gæsterne i at komme frem til de helt store chancer.
- Vi har stort set ikke spillet siden seneste kamp i forårssæsonen, så vi havde en del rust, der skulle bankes af. Men kampbilledet blev som forventet med dem på bolden, og så stod vi fremragende i kæderne, siger Jeppe Poulsen.
Dog var spillerne fra Sallingsund FC ikke helt på plads efter 15 minutter, hvor det lykkedes Lemvig GF at bryde defensiven op og score til 0-1. Scoringen kom efter et indlæg fra højre, som blev rettet af to gange og dermed snød forsvarene fra Sallingsund FC. Og så var det en let sag for angriberen fra Lemvig at lægge bolden i mål.
Kampbilledet fortsatte efter scoringen, men Sallingsund FC kom flere gange afsted på kontra og kreerede flere gode chancer. Kort før pausen bar det også frugt, da Henrik Markussen udlignede for hjemmeholdet. Han fik spillet en god bold i dybden, som han let kunne sparke i mål.
Sallingsund FC fortsatte samme taktik efter pausen og formåede at holde Lemvig GF fra de store chancer. Dog blev flere af spillerne fra Sallingsund FC trætte mod slutningen, og det gav et par chancer til Lemvig GF, som var tætte på at blive til scoringer.
- Vi løb mange sure meter i anden halvleg, så når vi fik bolden, havde vi ikke kræfterne til at skabe chancer i den anden ende, siger Jeppe Poulsen.
Men der blev ikke scoret flere mål, og dermed fik Sallingsund FC sæsonens første point i en hårdt kæmpet premiere.
- Vi har stadig nogle ting vi skal arbejde med og blive til, men det var bestemt en godkendt start, siger Jeppe Poulsen.
Kampfakta:
Fodbold, Serie 2
Sallingsund FC
Lemvig GF
Resultat: 1-1
Pause: 1-1
Mål: 0-1 (15) og 1-1 Henrik Markussen (2)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.