Socialpolitik

Skæve boliger: Snart får de hjemløse et hjem

Rejsegilde på huse til en befolkningsgruppe, som i den grad savner tag over hovedet

Generalsekretær i KFUM's Sociale Arbejde, Peder Meisner (th), taler med Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen til rejsegildet i Nørregade 18.
Generalsekretær i KFUM's Sociale Arbejde, Peder Meisner (th), taler med Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen til rejsegildet i Nørregade 18. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 16:38

NYKØBING: "Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann Catrin'?"

Det gjorde John Mogensen, og det gør værestedet Perlen i Nykøbing og dets nye Perlen Boligselskab. Fredag middag var der rejsegilde på tre kommende boliger, der opføres på hjørnegrunden og nabogrunden til Perlen i Nørregade. Skæve boliger, som det officielt hedder hos bygherren, KFUM's Sociale Arbejde. Det er er ikke noget med, at håndværkerne har glemt waterpasset ude i bilen, men derimod, at beboerne ikke er de typer, der går den lige vej gennem tilværelsen.

- Vi har ikke mange af denne slags projekter, men vi er eksempelvis i gang med otte tilsvarende boliger i Slagelse. Der er næsten 6000 hjemløse i Danmark, og vi går ind og støtter så mange, vi kan efter princippet housing first. Til nytår kan tre hjemløse få sig et rigtigt hjem i Nykøbing. De får en lejekontrakt og kan bo her så længe de ønsker og undervejs få hjælp til opbygge en ordentlig tilværelse, sagde Peder Meisner, der er generalsekretær for KFUM's Sociale Arbejde, der driver 28 væresteder spredt over landet.

- Det er fem år siden, vi købte grunden her, så det har været en proces, der har taget sin tid, sagde Perlens leder, Svend Erik Jørgensen. Foto: Bo Lehm

Behovet for en privat indsats er steget i takt med de senere års af-institutionalisering inden for psykiatrien. Det er Svend Erik Jørgensen, leder af Perlen, bevidst om.

- Derfor er det guld værd, at der til de tre boliger bliver tilknyttet en social vicevært i en del af døgnets timer. Vedkommende skal hjælpe beboerne med papirarbejde og en masse praktiske problemer, men også medvirke til at sluse dem ind i netværk og venskaber. Jeg håber, at de kommende beboere, vil gøre rigtigt meget brug af Perlens tilbud og også vil blive en støtte for hinanden, sagde Svend Erik Jørgensen.

Pladsen er trang på grunden, selv om der reelt er kvadratmeter nok til at udvide med en fjerde bolig. Svend Erik Jørgensen vil gerne have fjernet det solide, høje plankeværk, der er sat rundt om grunden.

- Det er ikke meningen, at beboerne skal hegnes inde. De skal kunne kigge ud på livet fra deres sydvendte terrasser. Det er et tætbebygget kvarter, men vi har ikke haft indsigelser fra naboerne i den høringsrunde, der gik forud for byggeriet, så alt lover godt, siger lederen.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) var sendt i byen som afløser for socialudvalgsformand Henning Sørensen (V), der var til KL-konference i Aalborg. Han takkede håndværkere, rådgivere og samarbejdspartnere. Kommunen har spillet en aktiv rolle i projektet, blandt andet gennem arkitekt Bjarke Sørensen.

Hver af de sammenbyggede boliger er på 39 kvadratmeter og rummer stue/køkken, soveværelse og bad. Der er indlagt internet og bredbånd. Projektets byggesum er på 2,2 millioner kroner. 

Håndværkere og rådgivere var naturligvis mødt op for at vise det foreløbige arbejde frem. Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden