Skammens Vogn fandt sit publikum på Ejerslev Dreaming
Danmarks største kultband åbnede Lagunescenen på årets udgave af mikrofestivalen
På en vindblæst mark på Nordmors - stående på ladet af en lastbil - kræver det sin mand at piske bare en lille smule stemning op.
Det var en tung opgave, Skammens Vogn var kommet på:
Ikke bare fik de det ærefulde hverv at åbne Lagunescenen på dette års udgave af Ejerslev Dreaming, de skulle gøre det foran et publikum, der mestendels sad eller lå og slængede sig i græsset.
Det virkede dog ikke til, at de garvede musikere fra det, der er blevet kaldt ”Danmarks største kultband”, lod sig dupere af det.
I dagens anledning var bandets tre sædvanlige medlemmer blevet barberet ned til forsanger Nikolaj Zeuthen og guitarist Oliver Hoiness, men duoformatet fungerede ganske udmærket i de rustikke rammer.
Det er ikke hver dag, man er vidne til en koncert, hvor elektrisk guitar og harpe er de to instrumenter, der bærer det meste af koncerten igennem, men det fungerede glimrende, også i kombination med mundharpe og et støjende backingtrack, der var med til at give musikken noget atmosfære.
Når man taler om Skammens Vogn, kommer man ikke udenom deres tekster. At kalde dem ”finurlige” er en underdrivelse, for der er tale om det til tider absurde, til tider komplet banale.
Som for eksempel dette uddrag fra sangen ”AR 272” (ja, det hedder den faktisk):
”Varmeapparatet
Altså radiatoren
Står på tre
Det er vel fint nok
Og i gården
Har de beskåret
Det store træ
Ganske kraftigt
Det var der vel en grund til.”
Men selvom ovenstående nok kan få de fleste til at klø sig i håret, så er det gjort med humor og glimt i øjet.
Både Nikolaj Zeuthen og Oliver Hoiness er gode til at være umiddelbare og til stede i nuet, med en naturlig kontakt til publikum. Og det blev da også belønnet undervejs, hvor flere festivalgæster tog opstilling foran scenen for at danse med på ”Asfalt”, ”Blå Bolero” og ”Gå Din Vej”.
Vi fik flere bidder fra bandets seneste album ”Kunst og Rock”, der er udkommet i år, og her er især titelnummeret værd at fremhæve.
Skammens Vogn trives fint med sin status som kult, og det er tydeligt at se, at de har deres publikum på festivaler som Ejerslev Dreaming - til slut lykkedes det endda bandet at lokke to ungersvende til at smide kludene og hoppe i lagunen, som Gud havde skabt dem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.