Turisme

Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort

Brødrene Overgaard sælger familielivsværket Jesperhus til skandinaviske First Camp

Jesperhus Feriepark ligger naturskønt i Legind Bjerge. Resortet er den helt store turistmagnet på Mors med op mod en kvart million gæster årligt. Foto: Bo Lehm

Jesperhus Feriepark ligger naturskønt i Legind Bjerge. Resortet er den helt store turistmagnet på Mors med op mod en kvart million gæster årligt. Foto: Bo Lehm

MORS:Op mod en kvart million mennesker besøger hvert år Jesperhus på Mors. Indtil nu har et besøg i blomsterparken eller feriecentret været ensbetydende med, at man har besøgt familien Overgaard. Sådan vil det ikke være fremover.

Jesperhus har netop meddelt i en pressemeddelelse, at virksomheden fra årsskiftet er blevet opkøbt af First Camp, der er ejet af den skandinaviske kapitalfond Norvestor. Salgsprisen bliver ikke oplyst i pressemeddelelsen, hvor det hedder, at ”parterne ikke ønsker at oplyse om økonomien bag handlen.”

First Camp er en kæmpe spiller på markedet for resorts og campingpladser i Skandinavien. Selskabet har 49 campingpladser i Sverige og seks i Danmark.

Som taget ud af et eventyr

Med salget skrives der erhvervshistorie på Mors, hvor Jesperhus gennem en menneskealder har været øens ubestridte turistmagnet. Historien om Jesperhus er som taget ud af et eventyr, og det er ingen overdrivelse at sige, at det er en families livsværk, der nu bliver solgt.

Det hele begyndte, da ægteparret Edith og Niels Overgaard, som følge af sønnen Jespers astma, valgte at bygge et nyt hus på toppen af Legind Bjerge på Mors. Her var luften bedre for de hårdt prøvede lunger, og det var grunden til, at forældrene kaldte deres nye hjem for Jesperhus.

I de følgende år udvidede Niels Overgaard som en konsekvens af sin store kærlighed til blomster løbende sin have. Det greb om sig, og i 1966 åbnede Blomsterparken for første gang. I 1976 kom campingpladsen til, og siden er hele foretagendet vokset til en kæmpe feriepark med blandt andet feriehytter, badeland og legeland.

De fire brødre Jesper, Peter, Karsten og Ole Overgaard overtog i 1986 Jesperhus fra deres forældre Niels og Edith Overgaard, og har siden drevet Jesperhus. Jesper, Peter og Karsten Overgaard har arbejdet fuld tid for Jesperhus gennem alle årene, mens Ole Overgaard har været bestyrelsesformand.

Stolthed og vemod

- Det er med en blanding af både stolthed og vemod, at vi slipper nøglerne til den virksomhed, vores forældre startede tilbage i 1966 og som både har været en kæmpe del af vores opvækst og arbejdsliv lige siden. Det er dog med helt ro i maven, at vi overdrager nøglerne til First Camp-teamet og Norvestor. Vi mener, at de er de helt rigtige ejere af Jesperhus og vi er sikre på, at vores stærke Jesperhus-team vil blomstre endnu mere med dem i ryggen, siger de fire Overgaard-brødre i pressemeddelsen, hvor det fremgår, at familien ikke har yderligere kommentarer og heller ikke ønsker at stille op til interview.

Alle fire brødre planlægger at trække sig fra Jesperhus i løbet af 2022 som led i overdragelsen. Den nuværende ledelse i Jesperhus vil blive i virksomheden i transitionsperioden. Parallelt vil First Camp lede efter en ny operationel leder, som vil træde ind i løbet af 2022, fremgår det af pressemeddelelsen.

Salget af Jesperhus til First Camp er netop offentliggjort. Fra venstre er det Jesper, Karsten, Ole og Peter Overgaard. Til højre er det COO Ola Enquist fra First Camp. Privatfoto

Salget af Jesperhus til First Camp er netop offentliggjort. Fra venstre er det Jesper, Karsten, Ole og Peter Overgaard. Til højre er det COO Ola Enquist fra First Camp. Privatfoto

Tiden var den rigtige

Den populære feriepark har vundet priser for bedste børnevenlige ferie og bedste online underholdning. Salget kommer efter en lang række år med fremgang i besøgstal og en sund økonomi, og derfor er tiden helt rigtig til at slippe tøjlerne, vurderer de fire Overgaard-brødre ifølge pressemeddelelsen, hvor det fremgår, at de nye ejere, First Camp, har været imponerede over Jesperhus’ udvikling de senere år - ikke mindst over Jesperhus’ evne til at koble børnevenlig ferie med online underholdning. De nye ejere har derfor ingen intentioner om at ændre på Jesperhus’ strategi - tværtimod vil de investere i den.

- Vi har været meget imponerede over, hvordan Overgaard-familien og hele Jesperhus-teamet har udviklet ferieparken til en af de mest populære feriedestinationer for børn i Danmark. Jesperhus er et førende eksempel på at skabe attraktive fysiske oplevelser for gæsterne og linke dette til en verdensklasse digital tilstedeværelse. Som nye ejere vil vi bevare alle disse gode ting og fortsat investere i universet. Jesperhus vil blive ledet som en separat enhed i vores kæde med sit eget brand, siger Johan Söör, der er Group CEO i First Camp, i pressemeddelelsen.

Som en del af transaktionen købes aarhusianske Somatic, hvor endnu et medlem af Overgaard-klanen, Simon Overgaard, er partner, ind i Jesperhus. Somatic har haft ansvaret for online markedsføring, sociale medier, app/spil-udvikling, animation samt konceptudvikling og design af nye investeringer i Jesperhus.

Jesperhus beskæftiger cirka 40 fastansatte og op mod 400 sæsonansatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden