Skole med hatten i hånden: Beder forældrene om økonomisk hjælp
Øster Jølby Friskole har brug for flere penge i kassen, men lover at betale dem tilbage igen
ØSTER JØLBY: En ekstra varmeregning på flere hundredetusinde kroner har sammen med inflation og faldende børnetal slået benene væk under Øster Jølby Friskoles økonomi. Derfor har skoleledelsen og bestyrelsen ikke kunnet se andre udveje end at bede forældrene om en midlertidig økonomisk håndsrækning.
Det betyder, at forældrene i februar, marts og april opkræves nogle ekstra a conto indbetalinger, som modregnes i skole- og institutionspengene igen allerede fra maj. Det vil sige, at der teknisk set er tale om, at forældrene betaler skole- og daginstitutionspenge på forhånd. Det skal styrke likviditeten i en periode, hvor dette er nødvendigt, oplyser skolen.
- Vi ved godt, at det er meget at bede familierne om, da mange også har været udfordret af stigende udgifter. Derfor skal man forstå, at vi virkelig har vendt hver en sten, inden vi har rakt hånden ud til familierne tilknyttet skolen og fribørnehuset, siger skoleleder Simon Krabbesmark.
Helt konkret drejer det sig om tre a conto indbetalinger på 1400 kroner stykket, altså 4200 kroner alt i alt, som skolen beder forældrene om at betale ekstra over de kommende måneder.
- Det er noget, vi er presset til for at redde likviditeten. Vores pengeinstitut har ønsket, at vi stiller med noget velvillighed fra vores bagland, oplyser skolelederen.
Det er især de voldsomt stigende varmeregninger, der har ramt skolens økonomi. Øster Jølby Friskole og Fribørnehuset Øster Jølby får varme via naturgas.
- Vi har selvfølgelig forsøgt at spare mest muligt på varmen. Vi har skruet ned til 19 grader og har rykket eleverne rundt, så en fløj, der er dårligt isoleret, er blevet lukket helt ned, fortæller Simon Krabbesmark.
Dermed håber han og bestyrelsen også på, at skolen får nogle penge retur til foråret, når varmeregnskabet gøres op.
- Det er også det, der gør, at vi regner med at have vores likviditet i orden, så snart vi har betalt vores udgift her, så vi kan betale forældrene retur, siger skolelederen og tilføjer:
- Det er ikke ønskværdigt som skole lige pludselig at skulle stå og række hatten ud mod forældrene og bede dem om hjælp.
Simon Krabbesmark oplyser, at skolen på tirsdag afholder et fællesmøde, hvor forældrene kan få svar på de spørgsmål, de måtte have.
- Jeg tror da, det er kommet som et chok for mange forældre, og jeg har talt med flere, som efterspørger en mere uddybende forklaring end det, de har fået tilsendt. På mødet tirsdag vil vi gennemgå tingene, og der håber jeg da, at vi i fællesskab kan blive enige om, at det er for skolens bedste, siger han.
Øster Jølby Friskole har lige nu 95 elever. Der er cirka 35 i børnehaven. Skolelederen fastslår, at hverken friskole eller fribørnehus lukker.
- Vi er fortrøstningsfulde og tror på, at fællesskabet omkring Øster Jølby Friskole og Fribørnehus er stærkt og forstående omkring at hjælpe med at løse udfordringerne lige nu, siger skolelederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.