Slutspurten sættes ind: Ansøgning til Unesco kræver kæmpe indsats

Styregruppen forventer at skulle bruge 600.000 kroner på eksterne fagpersoner

Morsø Kommune har sammen med Skive Kommune i årevis arbejdet på at få molerklinterne Hanklit på Nordmors og Knudeklint på Fur optaget på Unescos Verdensarvsliste. De satser på at have en ansøgning klar til september 2023. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Morsø Kommune har sammen med Skive Kommune i årevis arbejdet på at få molerklinterne Hanklit på Nordmors og Knudeklint på Fur optaget på Unescos Verdensarvsliste. De satser på at have en ansøgning klar til september 2023. Foto: Bo Lehm

NORDMORS: Kronborg, Roskilde Domkirke og Stevns Klint er allerede på listen. I årevis har Morsø og Skive kommuner arbejdet på, at også Hanklit på Nordmors og Knudeklint på Fur med deres 55 millioner år gamle molerlag optages på Unescos Verdensarvsliste. Det kræver en kæmpe indsats og et stort budget, men nu sættes slutspurten ind.

Senest 1. september 2023 skal ansøgningen ligge klar. 

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der på vegne af Kulturministeren indsender den formelle ansøgning. I første omgang sendes ansøgningen til IUCN, som er en international organisation, der hjælper Verdensarvskomiteen med at vurdere kandidater til Verdensarvslisten.

Hvis IUCN forhåndsgodkender ansøgningen, sendes den videre til Unesco til februar 2024. Herefter går der halvandet år med sagsbehandling. Det fremgår af en redegørelse til Region Nordjylland.

Den politiske styregruppe for projektet har nemlig søgt de fire partnere, det vil sige de to kommuner og de to regioner, om hver især at medfinansiere ansøgningsarbejdet med 175.000 kroner, idet budgettet for ansøgningsprocessen er 700.000 kroner. Kommunerne og Museum Mors og Museum Salling bidrager med intern arbejdskraft, men derudover forventes det, at man kommer til at skulle bruge cirka 600.000 kroner til aflønning af eksterne fagpersoner og andre omkostninger, blandt andet opsætning og tryk. Ansøgningen skal nemlig udkomme i bogform.

Region Nordjylland har allerede bidraget med 150.000 kroner, og på et møde i regionens forretningsudvalg mandag blev det besluttet at indstille til regionsrådet, at regionen støtter projektet med yderligere 25.000 kroner. Samtidig blev det besluttet at indstille Lauge Larsen som repræsentant for Region Nordjylland i styregruppen og Peter Therkildsen som suppleant.

Fokus på fisk

Allerede i 2013 blev Hanklit og Knudeklint optaget på Kulturarvsstyrelsens tentativliste over mulige emner til Unescos Verdensarv. Processen rækker endnu længere tilbage, og undervejs er projektet rettet til flere gange, alt efter hvad eksperter har vurderet, at der var chance for at komme videre med.

I 2018 rådede IUCN styregruppen til at lave en ansøgning om "serial nomination" i samarbejde med det allerede udpegede Messel Pit i Tyskland. Messel Pit meddelte efter lang tids overvejelse, at de ikke var interesserede i at indgå i et samarbejde. En ihærdig indsats fra Museum Mors og Museum Sallings side, herunder en afdækning af den stigende forskning, der har været inden for moleret og dets fossiler, har nu resulteret i en opfordring fra IUCN om at søge på egen hånd med fokus på molerets benfisk og den tidlige eocæne periode.

I ansøgningen til Unesco vil der især blive fokuseret på de fossiler af fisk, der er fundet i molerklinterne på Mors og Fur. <i>Foto: Torben Hansen</i>

I ansøgningen til Unesco vil der især blive fokuseret på de fossiler af fisk, der er fundet i molerklinterne på Mors og Fur. Foto: Torben Hansen

Ansøgningen udarbejdes under temaet “The Record of Life”. I dette tilfælde fokuseres der specielt på de eocæne benfisks betydning for forståelsen af livets historie. Eocæn, der varede fra 56 millioner år siden til 33,9 millioner år siden omfatter således det 55 millioner år gamle moler. Klinterne på Mors og Fur indeholder blandt andet meget velbevarede benfisk-fossiler, der bidrager til forståelsen af fiskenes evolution. 

Det er Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen, der er formand for den politiske styregruppe for ansøgningsprojektet. Han er fortrøstningsfuld i forhold til det videre forløb.

- Jeg tror, at når vi er nået dertil, hvor vi er er nu, så har sandsynligheden for at vi kommer med, aldrig været større. Men det er godt nok kompliceret at nå igennem, og det har også taget rigtig lang tid, konstaterer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.