Solfyldt trængsel på havnen: Ekstra stor skaldyrsglæde i år

Efter to års coronapause flokkedes folk i tusindvis til Skaldyrsfestival i Nykøbing

Marianne og Poul Pedersen var blandt de mange, som lørdag nød skaldyrsplatter på havnen i Nykøbing. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Marianne og Poul Pedersen var blandt de mange, som lørdag nød skaldyrsplatter på havnen i Nykøbing. Foto: Torben Hansen

NYKØBING:At tømme de blå-sorte skaller for indhold, én efter én, og at se bunken med muslinger på tallerkenen langsomt svinde ind, mens den med de tomme skaller tilsvarende vokser.

Eller, mere eller mindre højlydt, at slubre de friske østers i sig. Eller at udføre det møjsommelige arbejde med at pille en dynge rejer - inden man bagefter kan nyde dem.

Det møjsommelige arbejde med at pille rejer er en af fornøjelserne på en skaldyrsfestival.

Det møjsommelige arbejde med at pille rejer er en af fornøjelserne på en skaldyrsfestival.

Den slags fornøjelser har på Mors i mange år markeret sommerens begyndelse, når morsingboer og turister i tusindvis finder vej til Skaldyrsfestival på havnen i Nykøbing. Og en vigtig del af fornøjelsen er at kunne nyde en fuld skaldyrsplatte - eller blot en mindre anretning - i selskab med nye og gamle venner og bekendte ved et af langbordene.

Glæden var ekstra stor i år, ikke bare fordi solen skinnede skyfrit ned over de to havnepladser, som var ramme om festivalen. Men også fordi årets festival var den første efter to års corona-aflysninger.

Marianne og Poul Pedersen fra Nykøbing er blandt de mange tusinde, som lørdag kunne glæde sig over, at Skaldyrsfestivalen er tilbage efter de to års ufrivillige pause.

Nye forsyninger af muslinger.

Nye forsyninger af muslinger.

- Vi har været her hvert eneste år siden starten. Så nu tager vi revanche efter coronaen. Og der er jo ikke noget, der er bedre en sol, frisk luft, hyggelige mennesker - og så sådan en portion muslinger, rejer, østers, kaviar og fiskefrikadeller, fortæller Poul Pedersen, da han lørdag eftermiddag er ved at have arbejdet sig igennem skaldyrsplattens store portion af muslinger. 

- Og så en god flaske rosévin til...

Poul Pedersens hustru deler dog ikke helt begejstringen for skaldyrene.

- Nej, jeg er ikke til muslinger elle østers. Så jeg holder mig til rejer og fiskefrikadeller, fortæller Marianne Pedersen, som ikke desto mindre glæder sig over at komme til skaldyrsfestival.

Men for folk, der som hende, ikke har lyst til at sluge en hel østers, så var der inde i Dansk Skaldyrscenters telt mulighed for at smage en alternativ tilberedning blandt andet dette skaldyr. Nemlig i form af pandekager med indbagte stykker af østers og muslinger.

Børn og voksne kunne studere nogle af alt det spændende, som fjorden har at byde på.

Børn og voksne kunne studere nogle af alt det spændende, som fjorden har at byde på.

Og især de yngre gæster til skaldyrsfestivalen kunne i teltet prøve at fodre krabber med muslinger, der med små fiskestænger blev sænket ned til de sultne krebsedyr.

Der var også mulighed for at stikke hånden ned i akvarier til andre dyr og planter, som findes i fjorden. Og biologer fra skaldyrscentret kunne fortælle om blandt andet arbejdet med at gøre tang til en afgrøde, der kan dyrkes.

Efter to års pause var der igen mulighed for at nyde, hvad fjorden har at byde på, i selskab med alle de andre skaldyrsentusiaster.

Efter to års pause var der igen mulighed for at nyde, hvad fjorden har at byde på, i selskab med alle de andre skaldyrsentusiaster.

Gin til fisk og skaldyr

Men festivalen bød også på lancering af en ny drik, der angivelig skulle være perfekt som ledsager til både fisk og skaldyr: Limfjordsgin.

Skaldyrsfestivalen bød på præsentation af en ny type gin, produceret på Mors.

Skaldyrsfestivalen bød på præsentation af en ny type gin, produceret på Mors.

Den er produceret af Niels Dissing Clausen fra Vejerslev, som for et år siden kunne præsentere sin første gin, Staunstrup Gin, lavet på korn fra hans egne marker. Nu er han så gået i kompagniskab med bl. a. Rasmus Overgaard Kardyb, restauratør på Limfjordens Hus i Glyngøre om den nye type gin.

Rasmus Overgaard Kardyb og Niels Dissing Clausen skåler i den nye Limfjordsgin.

Rasmus Overgaard Kardyb og Niels Dissing Clausen skåler i den nye Limfjordsgin.

Limfjordsginen smager ikke så meget af enebær og koriander som traditionelle gintyper. Til gengæld har den mere smag af citrus, der passer godt til fisk og skaldyr, fortæller Rasmus Overgaard Kardyb.

- Og så arbejder vi med nogle lokale strandurter, der kan bidrage med lidt af det samme som enebær og koriander. Vi har fået en gin, der går utroligt godt til fisk og skaldyr, og det var det vigtige for os - at den skulle bruges til produkter fra Limfjorden, fortæller han om den nye gin, der blev præsenteret på et marked ved havnen for lokale fødevareproducenter. Først i næste uge kommer den ud i butikkerne.

Turistchef Bente Kristensen tør ikke komme med et bud på, i hvilket antal af tusinder, deltagerne i årets skaldyrsfestival skal tælles.

I tusindvis strømmede folk til havnen i Nykøbing.

I tusindvis strømmede folk til havnen i Nykøbing.

- Men der har været rigtig mange mennesker. Og jeg tror aldrig, vi har solgt så mange pakketilbud til turister som i år. De er blevet indkvarteret rundt om på hele øen, og nogle også uden for Mors, fortæller hun.

- Folk er glade. De har virkelig trængt til at komme ud, siger turistchefen.

Festivalen sluttede lørdag aften med den for længst udsolgte skaldyrsbuffet i det store telt ved Sydhavnen.

  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden