Som sild i i tønde: 3000 var med til sildefejring

Havnen i Glyngøre var tæt pakket med mennesker, da festival nummer 10 løb af stablen

Helle Møller Larsen
Festivalpladsen på havnen mellem sildefestivalens boder blev hurtigt fyldt af mange mennesker, der ville smage på sild og andet godt fra havet. Arrangørerne vurderede, at omkring 3000 personer deltog. Foto: Diana Holm
Fisk på menuen 10. august 2019 19:51

GLYNGØRE: - Det kunne meget vel gå hen og blive en tradition det her.

Sådan lød det fra Pia Lyng fra Lemvig, der lørdag eftermiddag nød en sildemad på havnen i Glyngøre. Her var byens havn bogstavelig talt gået i fisk. Anledningen var den årlige sildefestival, som i år kunne fejre 10 års jubilæum, og som trak både fastboende og turister af huse.

Pia Lyng var til sin anden sildefestival sammen med Søren Nielsen. Med sig havde parret Michael Rasmussen fra Thyborøn, der var til sin første festival.

- Vi er sejlende hertil med Michael som gæst. Gudstjenesten, østersbaren, stemningen og festen i aften er grunden til, at vi er her, lød det fra parret, mens Michael Rasmussen nikkede enigt.

Der var ikke kun rift om sildemadder, men kø også ved boderne med drikkevarer, fiskefrikadeller og paella. Den spanske ret solgte Limfjordens Hus fra en bod.

- Vi har 20 kilo paella i gryden og kan sagtens lave mere. Det er især mellem kl. 12 og et, at vi får travlt. Vi er med for tredje gang, men første gang med paella, sagde Daniel Justesen, forpagter af Limfjordens Hus.

I boderne kunne de besøgende købe specialiteter fra Limfjordsegnen og madbilletter, der gav adgang til lækkerierne i boderne.

Fyldt østersbar

I østersbaren hos Glyngøre Shellfish havde ejer Svend Bonde og hans folk nok at se til. På bordene var der ikke sild, men derimod skaldyr og bobler, og det faldt i de besøgendes smag.

- Der er fyldt her. Folk kom lige efter gudstjenesten, lød det fra Svend Bonde.

John og Linda Hald havde taget turen fra Holstebro til Glyngøre.

- Det er første gang, vi er her, men det er fint. Vi er en gruppe på tur sammen, og hvor Glyngøre var et af stoppene, sagde John Hald.

Udenfor summede havneområdet af menneskestemmer og liv og glade dage. Udover fiskespecialiteter var der blandt andet åben kutter, musik og en række aktiviteter for de mindste i området ved festivalpladsen.

Kirsten Jørgensen, formand for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, der står for sildefestivalen, erklærede sig da også tilfreds.

- Vi har fået trykt 2000 spørgeskemaer og har fået uddelt de fleste. Hvis vi ser bort fra vejret, så er vi godt tilfredse, sagde hun

- Samlet set når vi nok op på 3000 mennesker, der deltager i festivalen. Vi har flere og nye aktiviteter med i år for eksempel børnesildefestivalen, og derudover er vi gået efter et autentisk udtryk med fokus på sammenhæng mellem fisk, hav og by, sagde Kirsten Jørgensen.

Boder i ny form

Blandt de mindste var det mere udsigten til en airbrush tattoo lavet af Bibi Laursen, der trak end fisk.

- Jeg synes, at den er smuk, konstaterede syv-årige Kirstine Mørup Gregersen fra Glyngøre, der var af sted sammen med sine bedsteforældre.

I vinboden lige derved var Kim Kryger og Svenning Svenningsen, medlem af Glyngøre Borger- og Erhvervsforening og med i styregruppen bag sildefestivalen, travlt beskæftigede med at servere koldt til ganen.

- Det er mit indtryk, at der er flere her i år. Og i år er alle boderne samlet omkring pladsen, sagde han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...