Stafet for Livet: For en god sag - og for hyggens skyld

Team Slowfox er et fast element i Stafet for Livet på Mors. I år mødtes rævene hjemme hos holdlederen

Anne Bjerre Larsen ved grillen i gården hjemme på Vangvej i Sdr. Solbjerg, som i år var centrum for Team Slowfox' deltagelse i Stafet for Livet.  Foto: Morten Kyndby Holm

Anne Bjerre Larsen ved grillen i gården hjemme på Vangvej i Sdr. Solbjerg, som i år var centrum for Team Slowfox' deltagelse i Stafet for Livet. Foto: Morten Kyndby Holm

SDR. SOLBJERG: Baggrunden for Stafet for Livet er en alvorlig sygdom.

Men i hvert fald for et af de meget trofaste hold på Mors, Team Slowfox, er indsamlingsbegivenheden også lidt af en folkefest. På grund af coronaen var det sædvanlige Stafet for Livet i Ø. Jølby i år afløst af lokale arrangementer rundt omkring på øen.

For Team Slowfox’ vedkommende foregik det hjemme hos holdlederen, Anne Bjerre Larsen, som lørdag samlede 60 deltagere ved hendes og familiens ejendom på Vangvej i Sdr. Solbjerg.

Ræven og de rødhårede

Navnet skyldes, at der oprindelig var en del rødhårede med på holdet. Så det blev opkaldt efter ræven - på engelsk fox.

- Og vi blev vi enige om, at de var nok også lidt langsomme, de der rødhårede. Så derfor blev det slowfox, fortæller Anne Bjerre Larsen med et grin.

Maj-Britt Pederse, Jane Mikkelsen, Dorthe Gregersen, Brigit Bruslund og Lene Kusk på vej tilbage efter en tur på den 1,2 kilometer lange rundstrækning i Sdr. Solbjerg. Foto: Morten Kyndby Holm

Maj-Britt Pederse, Jane Mikkelsen, Dorthe Gregersen, Brigit Bruslund og Lene Kusk på vej tilbage efter en tur på den 1,2 kilometer lange rundstrækning i Sdr. Solbjerg. Foto: Morten Kyndby Holm

Man skal dog ikke lade sig narre. Både Anne Bjerre Larsen selv og resten af holdet er udprægede konkurrencemennesker, og som sætter en ære tage flest mulige omgange på den rundstrækning, som deltagerne i Stafet for Livet tilbagelægger til fods - mod et beløb pr. omgang til Kræftens Bekæmpelse.

I Sdr. Solbjerg foregik det på en 1,2 kilometer lang rute omkring holdlederens ejendom, hvor der i øvrigt var øl, sodavand og ristede pølser på gårdspladsen - og i teltet en skærm, så man ikke behøvede at gå glip af aftenens fodboldkamp.

Deltagerne kunne også skrive og tegne hilsner til venner og familiemedlemmer, der er - eller har været - ramt af kræft, på de lysposer som blev tændt sidst på aftenen.

Medlemmer af Team Slowfox - og nogle deltagere udefra - stillede op til en halvmaraton med udgangspunkt i holdleder Anne Bjerre Larsens hjem på Vangvej i Sdr. Solbjerg. Foto: Morten Kyndby Holm

Medlemmer af Team Slowfox - og nogle deltagere udefra - stillede op til en halvmaraton med udgangspunkt i holdleder Anne Bjerre Larsens hjem på Vangvej i Sdr. Solbjerg. Foto: Morten Kyndby Holm

Men inden da var Team Slowfox' Stafet for Livet også en mulighed for at tilbagelægge en halvmaraton på tre ruter ud fra Vangvej. Syv stillede op på distancen i løb, en del flere i et langsommere tempo.

Anne Bjerre Larsen og en anden af Slowfox-medlemmerne, Lene Kortbæk, ligeledes fra Solbjerg, har begge mistet deres far til kræft inden for de senere år.

Lene kortbæk sammen med Luna - der selvfølgelig også er en del af Team Slowfox.  Foto: Morten Kyndby Holm

Lene kortbæk sammen med Luna - der selvfølgelig også er en del af Team Slowfox. Foto: Morten Kyndby Holm

- Det er vigtigt at støtte op om den her sag. Og så har vi bare et fantastisk fællesskab. Vi er nogle der snakker sammen næsten dagligt, mens der er andre, vi kun møder den ene gang om året, fortæller Lene Kortbæk.

Men de er også gode til det med pengene i Team Slowfox. Sidst på eftermiddagen lørdag lå de som en klar nummer ét blandt de 11 hold, som i år deltager i Stafet for Livet på Mors. Rævene havde da indsamlet 32.850 kr.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.