Stolpe ud for Sallingsund FC: Personlige fejl blev afgørende
Sallingsund FC har fortsat svært ved at få bolden over stregen
GLYNGØRE: Det er kun blevet til to point for Sallingsund FC i sæsonens første fire kampe i Serie 2. Derfor ville en sejr lune i tabelregnskabet, da Sallingsund FC mandag aften hjemme mødte Struer Humlum Fodbold. Her var viste Sallingsund FC gode takter, men måtte alligevel se sig slået 0-3, da kampen var færdig.
- Det er meget frustrerende. Vi er gået fra at have marginalerne på vores side i sidste sæson, til at vi bare ikke kan få bolden over stregen, siger træner for Sallingsund FC, Jeppe Poulsen.
I første halvleg var Sallingsund FC mest på bolden og dem, der skabte flest chancer, og de havde flere gode chancer fra kanten af feltet. Dog manglede den sidste skarphed i afslutningerne.
Men en personlig fejl efter otte minutter blev dyr for Sallingsund FC. Her mistede de bolden midt på banen, og det skabte en friløber, som angriberen fra Struer Humlum Fodbold sikkert scorede på.
- Vi snakkede om i pausen, at vi skulle fortsætte med vores spil og lukke ned for de personlige fejl. Så skulle chancerne nok komme, siger Jeppe Poulsen.
Men to minutter inde i anden halvleg brød Struer Humlum Fodbold igen Sallingsund FC’s opspil, slog kontra og scorede til 0-2.
- Scoringen til 0-2 var selvfølgelig en spand kold vand i hovedet. Men jeg synes, vi fortsatte med at være gode på bolden og skabte chancer, vi burde have scoret på, siger Jeppe Poulsen.
Sallingsund FC havde flere gode muligheder for at komme tilbage i kampen, men med knap 10 minutter igen blev kampen lukket. Sallingsund FC var i angreb, men da bolden blev slået ind over, ramte bolden en forsvarsspiller i hovedet. Herfra røg bolden op til en angriber fra Struer Humlum Fodbold, som kunne løbe ned og score til resultatet 0-3.
- Det sidste mål opsummere kampen godt. De har tre skud på mål, og dem scorer de på, siger Jeppe Poulsen og fortsætter: - Det er tungt, at vi ikke får mere ud af det. Men vi må tage med fra kampen, at vi trods alt var gode på bolden i dag, og det er personlige fejl, som koster.
Kampfakta:
Fodbold, serie 2
Sallingsund FC
Struer Humlum Fodbold
Resultat: 0-3
Pausestilling: 0-1
Mål: 0-1 (8), 0-2 (47) og 0-3 (82).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.