Syv måneders vejarbejde ender med en rundkørsel i Vilsund

Vils Entreprenørforretning har vundet licitationen for rundkørslen i Vest Vilsund

Morten Kyndby Holm
Vils Entreprenørforretning påbegynder mandag arbejdet med den nye rundkørsel i Vilsund. Foto: Peter Mørk
Trafik 30. november 2018 12:54 - Opdateret 30. november 2018 12:54

VILSUND: I det meste af syv måneder vil et af de største trafikknudepunkter i Thy og på Mors være præget af vejarbejde. Men det meste af tiden skulle der være åbent for trafik i begge retninger, mens krydset Vilsundvej-Åsvej/Skyumvej omdannes til en rundkørsel.

- Intentionen er at opretholde trafikken i hele anlægsperioden. Det vil vi kunne på Vilsundvej i begge retninger, mens der til og fra Åsvej og Skyumvej vil blive afbrudt i perioder, fortæller projektleder Niels Arend Kofoed fra Vejdirektoratet.

Citat
Intentionen er at opretholde trafikken i hele anlægsperioden.
Niels Arend Kofoed, projektleder, Vejdirektoratet

Mors-firmaet Vils Entreprenørforretning A/S vandt licitationen over arbejde på Thy-siden af Vilsundbroen. I alt fire firmaer deltog, og selv om det billigste bud var lidt dyrere end budgetteret, vil anlægsarbejdet kunne gennemføres inden for de 5,6 mio. kr., som der er afsat til projektet.

Der bliver tale om en rundkørsel med ét spor. Hovedvej 26 er ikke udpeget som rute for særtransporter, som den nye rundkørsel derfor ikke forberedes til. Men den bliver stor nok til store lastvognstog, der vil kunne komme gennem rundkørslen ved at køre op over ”overkørbare arealer”, oplyser Niels Arend Kofoed.

Venstresving ikke o.k. fra OK

Vejdirektoratet vil i øvrigt ”gøre rigtig meget” for at OK-tanken i Vilsund kan opretholde sin handel. Men i perioder kan det blive nødvendigt, at tankens sædvanlige ind- og udkørsel til Skyumvej bliver erstattet af en midlertidig til Vilsundvej.

Når rundkørslen er færdig, bliver der i øvrigt venstresving forbudt fra tankstationens udkørsel. Det betyder, at kunder fra tankstationen, der skal ad Skyumvej, må tage en omgang i rundkørslen.

Inden der har været holdt møder med entreprenøren, er det Vejdirektoratets forventning, at rundkørslen kan være klar til brug i sidste halvdel af juni - det vil sige i god tid inden næste sommers Vildsundmarked.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...