Syv ud af ti stemte på en lokal kandidat: - Politikere håber på en gentagelse i år

Det gav bonus for regionsrådskandidater fra Thy og Mors, at stemmerne blev holdt hjemme ved valget i 2017

Lauge Larsen (S) og Peter Therkildsen (V) var de to største stemmeslugere på Mors ved regionsrådsvalget i 2017. Ved dette valg opfordrer de igen i fællesskab til at holde stemmerne hjemme. Arkivfoto: Claus Søndberg

Lauge Larsen (S) og Peter Therkildsen (V) var de to største stemmeslugere på Mors ved regionsrådsvalget i 2017. Ved dette valg opfordrer de igen i fællesskab til at holde stemmerne hjemme. Arkivfoto: Claus Søndberg

THY-MORS:Ved sidste valg til regionsrådet strøg to helt nye kandidater fra henholdsvis Thy og Mors direkte ind, ikke alene i regionsrådet, men også i det magtfulde forretningsudvalg, takket være meget høje personlige stemmetal.

Både i Thisted og Morsø kommuner er borgerne nemlig særdeles opmærksomme på at støtte de lokale kandidater, når krydset skal sættes på valgdagen, og det kom blandt andre Lina Hundebøll Jespersen (V) og Lauge Larsen (S) til gavn.

I 2017 blev der afgivet 12.642 stemmer til regionsrådsvalget på Mors. Heraf stemte næsten 70 procent personligt på en kandidat fra Morsø eller Thisted kommuner.

I Thisted Kommune var det tilsvarende tal knap 57 procent.

- 70 procent, det er rigtig flot. Jeg tror ikke, der er nogle af de mellemstore kommuner, der ligger højere i hele Danmark, mener Lauge Larsen, der med 3813 personlige stemmer, heraf 3461 hentet på Mors, sikrede sig en plads i regionsrådet.

Med en baggrund som tidligere borgmester på Mors er Lauge Larsen bestemt ikke en debutant, når det gælder politik som sådan. Det var til gengæld Lina Hundebøll Jespersen, der ligesom Lauge Larsen stillede op til regionsrådet for første gang i 2017.

Næst efter Venstres spidskandidat Lone Sondrup (tv.) var debutanten Lina Hundebøll Jespersen den Venstre-kandidat, der fik flest stemmer i Region Nordjylland. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Næst efter Venstres spidskandidat Lone Sondrup (tv.) var debutanten Lina Hundebøll Jespersen den Venstre-kandidat, der fik flest stemmer i Region Nordjylland. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Lina Hundebøll Jespersen er læge, bosat i Klitmøller og i gang med en speciallægeuddannelse i almen medicin med henblik på at blive praktiserende læge. Ved valget i 2017 fik hun 4291 personlige stemmer, hvilket var fjerdeflest i hele regionen. Alene i Thisted Kommune var der 3997 vælgere, der satte kryds ved Lina Hundebøll Jespersen.

- Det var godt nok overvældende at få så mange stemmer, det havde jeg slet ikke regnet med, siger hun og tilføjer:

- Jeg vidste ikke, hvor meget det egentlig fyldte, det med at folk stemmer lokalt.

Det hører med til billedet, at Socialdemokratiet på Mors både ved valget i 2017 og igen ved dette regionsrådsvalg havde valgt kun at opstille én kandidat fra øen, nemlig Lauge Larsen. Tilsvarende er der i Thisted Kommune kun to lokale socialdemokrater at vælge imellem.

- Det er et bevidst valg fra Socialdemokratiet på Mors’ side, fordi man ikke ønsker at sprede stemmerne og risikere, at ingen kommer ind, siger Lauge Larsen.

Begge de to socialdemokratiske kandidater fra Thy blev også valgt ind i regionsrådet i 2017 med pæne stemmetal. Det var Hanne Korsgaard og Bente Bang. Førstnævnte stiller op igen i år.

På Mors blev Venstres store stemmesluger veteranen Peter Therkildsen, der hentede 3473 af sine 3694 personlige stemmer på hjemøen.

Alt i alt kommer syv af de 41 medlemmer af det nuværende regionsråd fra Thisted og Morsø kommuner.

Foruden de nævnte er det Erik Harbo Larsen (V) og Tage Leegaard (K).

LOKALE KANDIDATER TIL REGIONSRÅDSVALGET

Følgende kandidater til regionsrådsvalget 16. november har hjemme i Thisted eller Morsø kommuner:

A. Socialdemokratiet: Lauge Larsen, Nykøbing, Hanne Korsgaard, Thisted, og Niels Martin Sunesen, Vesløs.

B. Radikale Venstre: Bo Fink, Sundby Mors, Steen Asgeir Petersen, Thisted.

C. Det Konservative Folkeparti: Tage Leegaard, Snedsted, Kim Frost, Nykøbing, Alex Klein, Thisted, Henrik Markmøller Bro, Nykøbing, og Thomas Jensen, Ejerslev.

D. Nye Borgerlige: Annfinn Halsagard, Sejerslev.

Løsgænger: Ib Stanley, Nors.

F. SF - Socialistisk Folkeparti: Erik Holm, Hanstholm, og Anders Eisum, Klitmøller.

K. Kristendemokraterne: Ulla Boltz,Thisted.

O. Dansk Folkeparti: Ib Poulsen, Kallerup.

V. Venstre, Danmarks Liberale Parti: Lina Hundebøll Jespersen, Klitmøller, Peter Therkildsen, Erslev, Peter Larsen, Thisted, og Alice Krabbe, Sydthy.

Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne: Linda Nørgaard, Thisted, Ingerliva Friiø, Bjergby, Jens Otto Madsen, Thisted, Pia Thorsen, Nykøbing, Felicia Sjørvad, Vester Vandet, Ole Lajgaard, Nykøbing, Peter Philip Michaelsen, Klitmøller, og Poul Sørensen, Sejerslev.

Å. Alternativet: Gustav Sieg Sørensen, Hørdum.

Både Lauge Larsen og Lina Hundebøll Jespersen giver udtryk for, at der er et fint samarbejde mellem de lokalvalgte regionsrådspolitikere. Lauge Larsen siger:

- I den næste ugeavis har Peter Therkildsen og jeg en fælles annonce, hvor vi siger: ”Hold stemmerne hjemme, stem lokalt”. Det gjorde vi også ved sidste valg, og det har vi fået meget ros for.

Socialdemokraten tilføjer:

- Der er da nogle ting, Peter Therkildsen og jeg ikke er enige om, for eksempel moler, men alt hvad der gælder sygehuset i Thisted, sundhedscentret i Nykøbing og lægeambulancer, der er vi helt enige og kæmper begge for det.

Samme toner lyder fra Lina Hundebøll Jespersen:

- Lige så snart det handler om Thisted Sygehus og sundhed i Thy, så er vi lokalvalgte ret gode til at gå sammen og nærmest slå en ring omkring sygehuset.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.