Tæt på det fineste selskab: Jesper Thybo er nu den bedst ratede i verden uden stormestertitel
Skak-talentet fra Mors vandt Chess House december GM-turnering foran flere stormestre
MORS: Skakspilleren Jesper Thybo fra Nykøbing Mors er nu uhyre tæt på den fineste titel i skakkens verden, nemlig titlen som stormester.
Med en turneringssejr i Chess House december GM-turnering foran flere stormestre sikrede Jesper Thybo sig sin anden GM-norm. Den første blev sikret i Copenhagen Chess Challenge 2018.
Jesper Thybo har nu imponerende 2583 i rating. Og mangler nu kun en GM-norm mere for at blive udnævnt til stormester. Jesper Thybo er sammen med kinesiske Yin Hao lige nu den skakspiller i verden, der har den højeste rating uden at være udnævnt til stormester.
Sejren i turneringen kom i hus, da Jesper Thybo i sidste runde spillede en hurtig remis med den polske stormester Zbigniew Pakleza.