Talstærkt repræsenteret: Tre lokale HHX-grupper er klar til finale
Morsø Handelsgymnasium stiller med tre finalister til Danish Entrepreneurship Festival
NYKØBING: Når der fredag holdes finale i årets Danish Entrepreneurship Festival, er det med tre grupper fra Morsø Handelsgymnasium repræsenteret.
Det oplyser EUC Nordvest i en pressemeddelelse.
Ni grupper fra handelsgymnasiet på Mors var med i kvalificeringen, og tre af grupperne gik altså videre i kampen om at vinde i kategorien ”Idékonkurrencen – Ungdomsuddannelser”, hvor der i alt er 10 finalister.
Ifølge pressemeddelelsen deltager flere tusinde elever og studerende fra grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i Danish Entrepreneurship Festival, og på grund af corona-situationen holdes festivalen derfor online i år.
Fra EUC Nordvest lyder det dog, at den virtuelle udgave af Danish Entrepreneurship Festival ikke har givet de lokale elever mindre blod på tanden. Tværtimod har HHX-eleverne fra Morsø Handelsgymnasium været både tændte, spændte og top-klar på at skulle pitche deres forretningsidéer og konkurrere mod cirka 90 andre hold i ungdomsuddannelses-kategorien, som for tre af de lokale HHX-hold rakte til en finaleplads.
- Det er helt vildt. Vi har aldrig tidligere prøvet at have tre hold med i den her finale. Det er simpelthen bare så godt gået af eleverne. Det er helt overvældende, siger underviser Pernille Græsbøl Eriksen, Morsø Handelsgymnasium, i pressemeddelelsen.
WOS (a World of Sports) med Viktor Tofthøj Warre, Marcus Bang Jespersen og Rasmus Blåbjerg Markvorsen. Et online-community, "Wos", hvor brugerne via en app kan finde træningspartnere i nærheden. En form for "Sportdating-app", hvor man forbinder brugerne og flytter dem fra online-universet ud i et fysisk møde.
eXoShirt med Christian Haaning, Mikkel Svane, Mille Grøn Thaagaard Jacobsen og Emma Højgaard Gravesen. En kompressions t-shirt med indbygget robotteknologi. T-shirten har en indbygget sensor, der registrerer brugerens bevægelser, hvorefter t-shirten støtter kroppens bevægelser.
WO Drones med Camilla Højgaard, Mikkel Bæk Christensen, Maja Korsgaard Sørensen og Frederik Bødskov Larsen. En drone, der kan støtte landbruget i at bekæmpe flyvehavre-ukrudt. Dronen skal udvikles, så den kan identificere flyvehavre, når den flyver hen over en mark. Til målrettet ukrudtsbekæmpelse.
Pernille Græsbøl Eriksen fortæller, at Morsø Handelsgymnasium primært bruger den årlige festival som en opvarmning til Company Program-konkurrencen, som eleverne deltager i til januar.
- Danish Entrepreneurship Festival er en rigtig god mulighed for at få kvalificeret sparring med rigtige erhvervsfolk og iværksættere. Særligt i de her tider, hvor coronaen godt kan gøre det lidt vanskeligt at indgå aftaler om virksomhedsbesøg. Her er konkurrencen en kærkommen mulighed for eleverne for at få trykprøvetestet deres idéer og samtidig få erfaring med at skulle pitche foran et uvildigt dommerpanel. Og det er jo gået umanerligt godt, lyder det fra Pernille Græsbøl Eriksen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.