Tican-chauffører fylder rasteplads

Mange mener, at lastbiltrækkere fylder for meget på Kjelstrup Rasteplads. Men chaufførerne har ingen anden overnatningsmulighed

- Det er simpelthen ufatteligt, at chaufførerne kan blive ved med at få lov til at holde her, siger Preben Jensen undervejs fra Aalborg til Vestervig. 
- Det er simpelthen ufatteligt, at chaufførerne kan blive ved med at få lov til at holde her, siger Preben Jensen undervejs fra Aalborg til Vestervig.  Foto: Carsten Tolbøll

Opdateret kl. 22:31

THISTED: Det ligner aftalt spil. På rad og række holder seks ens lastvognstrækkere og fylder den ene side af parkeringsarealet på den ikke særligt store Kjelstrup Rasterplads ved Aalborgvej lidt nordøst for Thisted. 

- Det er simpelthen ufatteligt, at de kan blive ved med at få lov til at holde her, siger Preben Jensen fra Aalborg. Han har parkeret sin personbil i den modsatte side af den asfalterede plads. Han kører turen omtrent hver 14. dag, når han skal på privat besøg i Vestervig.

- Jeg tager gerne et pitstop her for at få tømt blæren. Nogle gange åbner jeg bare døren til toilettet og smækker den hurtigt i igen. Hvis det er alt for beskidt og lugter for slemt, foretrækker jeg at klare det inde mellem træerne. Men de lastbiltrækkere fylder det hele, og helt slemt er det, når nogle af dem har sættevognene med herud, siger Preben Jensen, inden han fortsætter sin tur sydpå.

Toiletbygningen i baggrunden udgør de sanitære faciliteter på pladsen. Foto: Carsten Tolbøll

Det eneste sted

Rækken af lastbiler tilhører vognmandsfirmaet Kaj Madsen Fjeldstrup i Kolding, der kører for Tican Fresh Meat i Thisted. Vi træffer chaufføren Vitali, der godt vil udtale sig, men ikke fotograferes. Han har lige været inde på toilettet.

- Vi er nødt til at holde herude for at sove, mens vognen bliver fyldt. Det er det eneste sted, hvor vi må overnatte, og hvor der er et toilet. Om lidt skal jeg ind for at hente lasten. Lige nu aner jeg ikke, hvor den skal køres hen. Måske til Spanien eller Italien, siger Vitali, der stammer fra Belarus eller Hviderusland.

Med sådan en adresse kan man selvsagt ikke nå hjem til hverken frokost eller nat. Det har faldet adskillige lokale for brystet, at de udenlandske chauffører er henvist til rastepladsen. En af dem er pensioneret lastbilchauffør Per Kiel Andersen fra Sennels.

- Det er en falliterklæring, at Thisteds største firma ikke har et sted at henvise de her lastbiler og deres udenlandske chauffører til. De må ikke holde nede ved slagteriet, og så kører selvfølgelig op til rastepladsen, hvor der er toilet. Her optager de plads for andre lastbilchauffører, der også har brug for et hvil, og det er den eneste plads med toilet, før vi når ned til Koldby, siger Per Kil Andersen.

Socialt problem

Rastepladsen sorterer under Vejdirektoratet som en del af den statslige hovedvej Rute 11. Kommunalbestyrelsesmedlem i Thisted, Peter Skriver Nielsen (S) har tidligere forsøgt at få myndigheden til at sikre bedste rasteforhold for lastbilchauffører.

Lastbiltrækkerne holder i række, mens deres chauffører venter.  Foto: Carsten Tolbøll

-  Det eneste, der er sket, er, at direktoratet byttede lidt rundt på nogle pladser, således at chaufførerne begyndte at holde på gader og stræder. I Hurup har kommunen dog indrettet en rasteplads med toilet i industrikvarteret, men den mulighed er der ikke omkring Thisted.  Når staten ikke gør noget, kommer kommunen til at overtage opgaver fra direktoratet, siger Peter Skriver Nielsen.

Han ser det også som et socialt og arbejdsmarkedsmæssigt problem.

- Virksomheder, der benytter den billige arbejdskraft, er med til at presse chauffører til at bo i deres biler. Det kommer vi til at betale for som samfund. Det er ikke Tican, men vognmanden, der er ansvarlig for, at de stakkels chauffører må overnatte under så kummerlige forhold, som vi må byde dem både i Thy og på Mors, siger politikeren.

Ikke slagteriets sag

En kommunikationsmedarbejder hos Kaj Madsen Fjeldstrup kendte ikke til problemet i Thisted. Han lovede at undersøge det, men er ikke vendt tilbage inden deadline. Hos Tican melder administrerende direktør Niels Jørgen Villesen hus forbi.

- Det er længe siden, at der var mulighed for, at chaufførerne kunne holde på havnens eller slagteriets område. Vi har ikke miljøtilladelse til at chauffører kan overnatte på vores areal. Chaufførerne får en mødetid her hos os. Hvad de gør før og efter, er ikke vores sag. Det gælder både de chauffører, vi selv har til at køre for os og dem, der engageret af vores kunder. Men hvis de ankommer i utide, henviser vi dem til rastepladserne, siger Niels Jørgen Villesen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden