Tidligere DF'er bekender kulør: På valgtur med partileder

Nyt parti bliver repræsenteret i Morsø Kommunalbestyrelse

Meiner Nørgaard, kommunalbestyrelsesmedlem på Mors, sammen med Inger Støjberg, da hun mandag eftermiddag besøgte Mollerup Mølle.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Meiner Nørgaard, kommunalbestyrelsesmedlem på Mors, sammen med Inger Støjberg, da hun mandag eftermiddag besøgte Mollerup Mølle.  Foto: Bo Lehm

MOLLERUP:For kun et par uger siden sendte formanden for teknik- og miljøudvalget i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard, en mail til borgmester Hans Ejner Bertelsen, hvor han meddelte, at han nu skulle tituleres "løsgænger" i kommunalbestyrelsen. Meiner Nørgaard havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Nu bliver der snart brug for at sende en ny besked til borgmesteren. Som så mange andre tidligere DF'ere bekender Meiner Nørgaard nemlig kulør: Han støtter Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.

Det bekræfter Meiner Nørgaard, som mandag fulgte Inger Støjberg, da hun og hendes kampagnebus - og Danmarksdemokraternes lokale kandidat, Lise Bech - førte valgkamp i både Thy og på Mors.

Kresten Dissing Pedersen, medejer af Mollerup Mølle, bød velkommen til Inger Støjberg og Danmarksdemokraternes kandidat i Thisted-kredsen, Lise Bech. 

Kresten Dissing Pedersen, medejer af Mollerup Mølle, bød velkommen til Inger Støjberg og Danmarksdemokraternes kandidat i Thisted-kredsen, Lise Bech. 

- Man kan ikke melde sig ind i partiet endnu, men jeg støtter op om dem, siger han.

Meiner Nørgaard har dog meldt sig som "ven af Danmarksdemokraterne", som er det tætteste man kan komme på et medlemskab, indtil det nye parti efter folketingsvalget danner et partiapparat.

- Vi mangler i den grad en på Christiansborg, der har øje for, hvad der sker i landdistrikterne. Det har Inger Støjberg, siger han.

Det hyggeligste møde

Mens Inger Støjbergs store kampagnebus forsøgte at manøvrere rundt mellem de ligeledes voluminøse  lastbiler på foderstofvirksomhedens arealer, blev der serveret kaffe, hjemmebagte boller og æblekage inde i et mødelokale for partistifteren, hendes lokale kandidat og en snes støtter af det nye parti.

- Det er det hyggeligste møde, jeg endnu har været til i valgkampen, erklærede Inger Støjberg.

Hun svarede på spørgsmål om bl. a. partiets holdning til de bebudede CO2-afgifter i forhold til landbruget.

- Regeringen glemmer alt det, der følger med. Det er jo ikke bare forædlingsindustrien. Selvfølgelig skal vi leve op til 70 procents-målene, men vi skal passe på ikke at blive mere hellige end paven selv. Ellers kommer vi til at skubbe arbejdspladser ud af landet, sagde partistifteren.

Der blev tid til adskillige selfies foran Inger Støjbergs kampagnebus.

Der blev tid til adskillige selfies foran Inger Støjbergs kampagnebus.

Hun startede dagen med et besøg hos fiskerne i Hanstholm. Derefter gjorde hun holdt på Store Torv i Thisted, inden besøget hos Mollerup Mølle.

På hjemmebane

Her var hun tydeligvis blandt venner. Men i det hele taget betragter Inger Støjberg Mors som sin hjemmebane, selv om hun ikke er morsingbo:

- Jeg er jo fra Salling, men min mor er fra Mors, og jeg har gået på gymnasiet i Nykøbing.

Hvorfor så overhovedet komme her? De stemmer jo på dig alligevel...

- Det er der da ingen, der siger, at de gør. Men Mollerup Mølle er jo et rigtig godt eksempel på, at vi skal  have skruet en politik sammen, så man kan drive en virksomhed i yderområderne, sagde Inger Støjberg - da hun, efter bollerne og æblekagen - var på vej ud til kampagnebussen og sidste stop på dagens program: Kirketorvet i Nykøbing.

Aage Brusgaard, tidligere kommunalbestyrelses- og amtsrådsmedlem for Fremskridtspartiet, sørger for æblekage til Inger Støjberg.

Aage Brusgaard, tidligere kommunalbestyrelses- og amtsrådsmedlem for Fremskridtspartiet, sørger for æblekage til Inger Støjberg.

Anbefaling fra Brusgaard, men ...

Meiner Nørgaard var i øvrigt ikke den eneste politiske profil fra Mors, der mandag var på tur med Inger Støjberg. Aage Brusgaard, tidligere medlem af både Morsø Kommunalbestyrelse og Viborg Amtsråd for Fremskridtspartiet, fulgte hende også.

Men Brusgaard - der stadig er medlem af Fremskridtspartiet - vil modsat Meiner Nørgaard ikke melde sig under Støjbergs faner:

- Jeg vil godt anbefale andre at stemme på hende. Men selv stemmer jeg på Dansk Folkeparti. Det er lidt af medlidenhed, for jeg synes det vil være en skam, hvis de kun får 1,9 procent af stemmerne, erklærer han.

Inger Støjberg besøger Mollerup Mølle se alle billederne her:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.