Miljø

To skridt på vejen mod sikring af drikkevand

Vandværker er klar til at samarbejde om at etablere fælles grundvandsparker

Vandværkerne på Mors blev mandag aften enige om at stifte Vandsamarbejde Mors, der skal arbejde for at sikre fremtidens drikkevand gennem etablering af grundvandsparker. Tirsdag sagde kommunalbestyrelsen ja til, at man vil se positivt på at yde en kommunal lånegaranti til arbejdet, hvis det bliver nødvendigt.
Vandværkerne på Mors blev mandag aften enige om at stifte Vandsamarbejde Mors, der skal arbejde for at sikre fremtidens drikkevand gennem etablering af grundvandsparker. Tirsdag sagde kommunalbestyrelsen ja til, at man vil se positivt på at yde en kommunal lånegaranti til arbejdet, hvis det bliver nødvendigt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

MORS: - Det er en fremtidssikring af vores grundvand, vi siger ja til at støtte op om, med en eventuel lånegaranti når det viser sig nødvendigt.

Det fastslog Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalget for teknik og miljø, i forbindelse med at kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune tirsdag aften godkendte en hensigtserklæring om, at kommunen vil se positivt på at hjælpe det nye Vandsamarbejde Mors med en kommunal lånegaranti til finansiering af grundvandsbeskyttelse.

Aftenen i forvejen var der afholdt stiftende generalforsamling i Vandsamarbejde Mors. Alle øens 28 vandværker bakker op om samarbejdet, og 26 af dem var repræsenteret på mødet.

Der blev valgt en bestyrelse, som består af Palle J. Larsen, Torup-Vester Jølby Vandværker, Poul Erik Nielsen, Redsted Vandværk, Lene Poulsen, Alsted Vandværk, Stefan Siegler, Flade Vandværk, Lars Kristensen, Sdr. Dråby Vandværk, og Vivian Søndergaard, Morsø Forsyning. Herudover har Morsø Kommunes kommunalbestyrelse en plads i bestyrelsen. Bestyrelsen har ikke konstitueret sig endnu.

Formålet med Vandsamarbejde Mors er at etablere grundvandsparker, som er friholdt fra aktiviteter, der kan forurene grundvandet, herunder brug af pesticider og andre forurenende stoffer, der risikerer at havne i det grundvand, der bruges til drikkevand. På områderne kan der for eksempel rejses skov, etableres økologisk drift eller vild natur.

Arealerne skal som udgangspunkt findes inden for de tre store områder på øen, der af staten er udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

- Det første skridt bliver at få udvalgt de OSD-områder, man vil arbejde med og have undersøgt. De områder, der er udpeget fra statens side, skal vi have undersøgt nærmere og så skal vi se, om der ligger andre mulige områder, der skal med i spil, siger Vivian Søndergaard, direktør for Morsø Forsyning.

Det bliver både tidskrævende og bekosteligt at lave forundersøgelser for at få kortlagt kvaliteten af grundvandet mere præcist. Vivian Søndergaard oplyser, at Vandsamarbejde Mors nu skal i gang med at undersøge, om det er muligt at få tilskud til de forundersøgelser.

Det er vandværkerne selv, der skal finansiere sikringen af grundvandet, hvilket vil sige, at det er forbrugerne, der kommer til at betale via de takster, der opkræves for vand. Men Morsø Kommune er altså parat til at hjælpe med en kommunal lånegaranti, hvis behovet opstår.

På kommunalbestyrelsesmødet fremhævede Jesper Balle (V), formand for Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen, at de enkelte vandværker fortsat vil kunne beholde deres selvstændighed, selv om der bliver etableret grundvandsparker.

- De kan også beholde deres egne boringer, så længe vandkvaliteten er i orden. Men der er stigende udgifter til prøvetagning og analyser, og analyserne bliver mere og mere omfangsrige, og dermed stiger udgifterne også, så der kan også være en økonomisk gevinst for vandværkerne i at lukke deres egne boringer og rykke over på en af de fælles kildepladser, sagde han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden