Tomt i foråret, fuldt hus og mere til nu
Sports College Mors har fremgang trods corona, men også sårbar økonomi
NYKØBING: Økonomi og boligsituation kom som forudset sidste år af formand Henrik Markmøller Bro til at spille en stor rolle for Sports College Mors (SCM) i 2020. Men et tredje emne fyldte endnu mere og lukkede i foråret boenhederne på H. C. Ørstedsvej i Nykøbing helt: Coronaen.
- Samme aften som statsministeren besluttede at lukke landet ned Danmark, traf Lars (Svane Nielsen, daglig leder, red,) og jeg beslutningen om hjemsendelse. Sports College Mors var i en periode meget tom. Siden sommerferien er SCM igen blevet fyldt og det til det yderste. Det er godt for de unge, godt for SCM og godt for økonomien. Nu er vi i gang igen, og alle håber, at corona ikke kommer til at påvirke mere, end den gør i øjeblikket, sagde Henrik Marmøller Bro i sin beretning til generalforsamlingen.
Det nye sportscollege
Han kunne udover fuldt hus melde om rigtig god søgning for næste år. Samtidig er der byggeplaner for de kommende ungdomsboliger på Tranevej, hvor SCM vil disponere over den ene halvdel af boliger og faciliteter.
- Det er skønt, når der kommer gæster for at se Sports College Mors, at de så samtidig kan præsenteres for de flotte tegninger af det nye SCM. Nu ved vi, det sker! Vi skulle gerne åbne døren for et helt nyt SCM til august 2022, sagde formanden.
Håndbold er headlight
Omkring talentudvikling har Rasmus Henriksen indgået en treårig aftale med Mors-Thy Håndbold.
- Det er jo mest på håndboldsiden, de store resultater er, og det har en vis sammenhæng med, at vi satsede på Håndbold Akademi Mors. På fodboldsiden er det lidt svært, der er ikke helt den samme træningskultur, som der har været på håndboldsiden, men vi opretholder en fodboldlinje. Gymnastikken, hvor vi samarbejder fint med NIF, får med en Hal 3 på vej super gode faciliteter, sagde Henrik Markmøller Bro.
Sårbar økonomi
Sidste år gav underskud, fordi SCM havde valgt at afskrive alle køb i forbindelse med udvidelsen. I år har der været et forventeligt overskud.
- Men vi har en stram og sårbar økonomi. Der skal ikke mere til, end at to elever dropper ud, for at et lille budgetteret overskud ændrer sig til et underskud. Vi er virkelig afhængige af sponsorer og det store tilskud, vi får fra Morsø Kommune og vore andre samarbejdspartnere, sagde formanden.
Genvalg og nyvalg
Der var genvalg til Hans Riisager Holst, Nykøbing, og Henrik Markmøller Bro, Nykøbing. Ny i bestyrelsen bliver Morten Thomadsen fra Støvring, som er far til en boende elev.
Bestyrelsen består i øvrigt af Birthe Jensen, Nykøbing, Jens Jørgen Jensen, Øster Jølby, Henrik ”Sivert” Kristensen, Hvidbjerg , Pia Østergaard, Øster Jølby, samt Tore Muller, som er kommunens repræsentant.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig. Henrik Markmøller Bro fortsætter som formand, Jens Jørgen Jensen som næstformand og Hans Riisager Holst som sekretær.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.