Håndbold

Topopgør i 2. Division: Mors-Thy 2 fik kontrolleret sejr

Mors-Thy 2 var i kontrol lørdag eftermiddag

Mors-Thy 2 fortsætter med at ligge med i toppen af 2. Division. Arkivfoto: Bo Lehm
Mors-Thy 2 fortsætter med at ligge med i toppen af 2. Division. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING: Lørdag eftermiddag var der topopgør i 2. Division, da Mors-Thy 2 hjemme tog imod Nørre Djurs HK. Her leverede hjemmeholdet en meget kontrolleret indsats og vandt kampen sikkert med fem mål.

- Det var en kamp, hvor vi lykkedes med at stresse deres tunge spillere. Vi stod godt i forsvaret og var også skarpe på kontra, siger træner for Mors-Thy 2, Flemming Hangaard.

Mors-Thy 2 kom godt fra start og fik hurtigt slået et lille hul på fire mål. Det var især forsvarsspillet, som fungerede godt for hjemmeholdet, som kunne gå til pause foran 19-14.

Efter pausen fortsatte Mors-Thy 2 med at dominere, og de fik i løbet af anden halvleg en otte-måls føring. Dog kunne de ikke holde dampen i forsvaret de sidste 10 minutter. Men sejren var aldrig i fare for Mors-Thy 2, som overbevisende vandt 38-33.

- Forsvaret stod godt det meste af kampen, og vi scorede 38 mål, så det er svært ikke at være tilfreds, siger Flemming Hangaard.

Det var Mors-Thy 2’s første kamp i 2022, og Flemming Hangaard er glad for at lægge ud med en sejr.

- Det var dejligt at se, at drengene var klar, og når vi spiller på det niveau, er der ikke mange, som kan slå os, siger Flemming Hangaard.

Kampfakta:

Håndbold, 2. Division

Mors-Thy 2

Nørre Djurs HK

Resultat:38-33

Pausestilling: 19-14

Mål: Viktor Bergholt 16, Oscar Von Oettingen 5, Mikkel Christensen 3, Victor Thomadsen 3, Jonas Hermansen 3, Jacob Hansen 3, Morten Libak 2, Nicklas Jensen 2 og Rasmus Knudsen 1.

Gå til relaterede emner

Forsiden