Tre dømt for vold: Ung mand måtte flygte ved at kaste sig ud af bil i fart
Forinden havde han fået nikket tre skaller og var blevet truet med en flaske
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:25
MORS: To 32-årige mænd fra henholdsvis Nykøbing og Salling samt en 19-årig kvinde fra Thyholm er ved retten i Holstebro mandag blevet dømt for både vold, trusler og frihedsberøvelse.
Dermed valgte dommeren at tro på den forklaring, som voldsofferet er kommet med, frem for at tro på de tiltalte, der alle tre erklærede sig uskyldige.
Episoden, sagen handler om, fandt sted 21. september sent om aftenen. Her troppede de tre personer op på den dengang 22-årige mands adresse i Nykøbing og overtalte ham til at sætte sig ind i en personbil, som blev ført af den 19-årige kvinde. Anledningen var, at kvinden og den 22-årige havde et økonomisk mellemværende.
De tre tiltalte kørte den unge mand ud til en rasteplads ved Sallingsundbroen. Her steg de ud af bilen, og den ene af de 32-årige mænd, ham fra Salling, nikkede ifølge anklageskriftet den yngre mand tre skaller og sparkede ham på kroppen.
Derefter truede samme 32-årige mand den 22-årige med en flaske. Han sagde, at han ville smadre flasken i hovedet på ham og efterfølgende stikke ham i maven med den.
Da der tilfældigvis på det tidspunkt kørte en anden bil ind på rastepladsen, tvang de tre den unge mand ind i den bil, de var kommet i, og kørte væk. Det lykkedes dog for den 22-årige at kaste sig ud af bilen i fart og løbe væk fra stedet.
Ifølge anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard, der var politimyndighedens anklager i sagen, slap den unge mand fra springet uden alvorlige skader. Et efterfølgende lægetjek dokumenterede, at han havde hævelser hen over næsen.
De tiltalte fastholdt, at den unge mand frivilligt var taget med, og at der ikke var tale om vold, blot noget tumult. De hævdede også, at manden ikke var tvunget ind i bilen.
Som nævnt lagde dommeren større vægt på den forurettedes forklaring.
De to mænd fik hver især en dom på seks måneders ubetinget fængsel, mens kvinden fik en dom på fem måneders betinget fængsel med samfundstjeneste.
- De er dømt for det samme alle tre, for retten lagde vægt på, at det var i forening. Men de to mænd er tidligere dømt for vold, og det var derfor, deres straf var hårdere, forklarer Katrine Melgaard.
Begge de to 32-årige mænd valgte straks at anke dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.