Tre løse udvalg fik ramme
De udpegede formænd tog ordet, da Morsø godkendte kommissoriet for tre kommende specialudvalg

Hvem tager initiativ til at sætte udvalgene i gang? Det diskuterede den nye kommunalbestyrelse. Arkivfoto: Bo Lehm
MORS:- Jeg glæder mig rigtigt meget over, at vi nu laver § 17,4-udvalg, og det, der omhandler Øroddes fremtid, har jeg fået lov at blive formand for. Uden at overdrive tør jeg påstå, at Ørodde var det emne, der i den kommunale valgkamp fik mest opmærksomhed og skabte flest overskrifter både i lokale og i de sociale medier. Det skyldes, at det er et område, som mange morsingboer har mindelser og oplevelser fra.
Sådan sagde Ellen Philipsen Dahl (DB) under den længste debat på årets første og korte kommunalbestyrelsesmøde på Mors. Politikerne skulle sættes rammerne for nedsættelse af de tre rådgivende ad hoc-udvalg med deltagelse af relevant ekspertise uden for politikernes række, som den foregående kommunalbestyrelse under et budgetforlig vedtog at nedsætte i den nye periode. Med baggrund i den kommunale styrelseslovs paragraf 17.
Ellen Philipsen Dahl vil som nævnt blive formand for et af dem, og hun vil efter reglerne blive belønnet for indsatsen med et vederlag svarende til fem procent af borgmester Hans Ejner Bertelsens (V) løn. Men hvor meget arbejde indebærer det, og hvornår skal udvalgene nedsættes og træde i arbejdstøjet, og hvornår skal de ophøre med at eksistere? Det var spørgsmål, der svirrede i byrådssalen.
Tidshorisonten
- Det er en rigtig dejlig sagsfremstilling, der er lavet, så vi kan se, at det er lovligt, hvad vi gør. Men hvem tager initiativ til at sætte det i gang, og hvad er tidshorisonten, spurgte genvalgte Poul Roesen (K), der skal sidde for bordenden i et udvalg om det kommende fossil- og molermuseum og Unesco-godkendelsen.
Svaret var, at økonomiudvalget, muligvis borgmesteren, starter processen. Jette Jepsen (RV), der skal lede et udvalg om børn og unge, var utålmodig.
- Jeg har det, som jeg står i en startboks og venter på, at bommen bliver hævet. Jeg har fået flere henvendelser fra folk, som gerne vil være med i mit udvalg. Det er første gang, vi i Morsø Kommune skal have §17,4 udvalg, og jeg ser et stort potentiale. Jeg er utålmodig, det er det, jeg er, sagde Jette Jepsen.
I første halvår
Borgmesteren manede til tålmodighed.
- Vi skriver altså kun 4. januar. Det bliver økonomiudvalget eller mig selv, der tager initiativet, og vi ved endnu ikke, om udvalgene kan nedsættes på en gang eller ad flere omgange, sagde Hans Ejner Bertelsen, der til Nordjyske har sagt, at udvalgene nedsættes i løbet af første halvår 2022.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.