Trodsede startvanskeligheder: HF Mors fandt melodien
Efter en lidt famlende start kom HF Mors på rette spor mod Aarhus EH
HF Mors
Aarhus EH
32-25
Håndbold, u19 drenge liga
SEJERSLEV: Efter weekendens storsejr over Viborg ventede der torsdag U19-drengene fra HF Mors en modstander af markant højere kvalitet, da de i Nordmorshallen bød velkommen til Aarhus EH i U19-ligaen. HF Mors fortsatte de gode takter fra kampen mod Viborg og tog en sejr over Aarhus på 32-25.
- Jeg kunne fremhæve mange spillere, for vi spillede rigtig godt. Hvis man skal sætte en finger på noget, så skulle det være, at vi brændte lidt for meget, for vi kunne godt have lavet 40 mål, siger HF Mors-træner Lars Krarup.
HF Mors fik langtfra en overbevisende start på kampen. Defensivt havde morsingboerne svært ved at finde den rette højde, og samtidig kunne hjemmeholdet ikke få deres ellers normalt velfungerende kontramaskine til at fungere. Samtidig blev der brændt for meget på Aarhus-keeperen. HF Mors kom bagud med 2-6, men herfra fandt hjemmeholdet deres rytme. Indskiftninger af Nik Haaning Kristensen og Niklas Jensen gjorde nemlig, at HF Mors-defensiven blev stabiliseret, og paradespillet kom for alvor i gang. Med det defensive bolværk på plads fandt hjemmeholdt melodien, og de kunne gå til pause foran med 17-14.
I anden halvleg fortsatte HF Mors med at trække fra Aarhus. Særligt offensivt viste Lars Krarups tropper stor kvalitet, og de havde ingen problemer med at komme frem til chancer. Efter en overbevisende præstation i anden halvleg vandt HF Mors med 32-25.
- Midt i anden halvleg var jeg sikker på, at vi nok skulle vinde, spørgsmålet var bare, hvor stor sejren ville være, siger Lars Krarup.
Stærk talentmasse
Med torsdagens sejr har U19-drengene fra HF Mors fået en perfekt start på den nye sæson. Lars Krarup er da også tilfreds med de to hidtidige præstationer, og samtidig roser han bredden i truppen.
- Både mod Viborg og Aarhus har vi set rigtig gode ud. Vi har også virkelig en god bredde på både U19- og U17. Det er lidt luksus at være mig, for der er rigtig mange gode spillere at tage af, siger Lars Krarup.
Pausestilling: 17-14
Mål: Malthe Bull 7, Victor Thomadsen 6, Anders Toft 4, Niklas Jensen 4, Markus Eriksen 3, Magnus Norlyk 2, Mikkel Krog 2, Victor Norlyk 2 og Rasmus Houmøller 2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.