U17 drengene satte rivaler til vægs
HF Mors/Skyum tog en vigtig sejr hjemme mod Aalborg Håndbold
Hf mors/skyum
aalborg håndbold
36-28
Håndbold, u17 drenge 1. div
NYKØBING: U17 drengene fra HF Mors/Skyum viste søndag igen skræmmende styrke i 1. division, da de på hjemmebane vandt med 36-28 over Aalborg Håndbold. Med sejren har HF Mors/Skyum endnu ikke smidt point i denne sæson.
- Jeg må bare rose drengene, for der var rigtig mange gode præstationer i dag, siger HF Mors/Skyum-træner Jacob Hessellund.
Inden kampen havde begge hold maksimumpoint, og i de første 15 minutter af opgøret var det også ganske lige. De to defensiver havde svært ved for alvor at få fat, og specielt de to holds bagspillere havde gode betingelser. Efter det første kvarter begyndte HF Mors/Skyum-defensiven så at få en smule bedre fat, og derfor gik hjemmeholdet til pause foran med 17-14.
Tappede Aalborg for kræfter
Efter pausen kom værterne bedst ud. Defensiven havde fortsat godt styr på Aalborgs skytter, og i offensiven blev der spillet med god bredde og tålmodighed. Med 15 minutter tilbage af kampen begyndte kræfterne at slippe op for de nordjyske gæster, mens hjemmeholdet fik demonstreret, at deres trup besidder stor bredde. I det sidste kvarter blev Aalborg løbet over ende, og HF Mors/Skyum vandt med 36-28 og ligger sig i spidsen af tabellen.
- Alle kom ind og gav den gas, og det var fedt at se. Alle ville gerne vinde og gøre det godt, siger Jacob Hessellund, der har set flere af sine spillere gøre det godt hos U19 holdet fra HF Mors i denne sæson. Det har dog, ifølge Jacob Hessellund, ikke givet stjernenøkker.
- Det har været fedt at se, at de ikke har taget let på tingene efterfølgende, siger han.
I næste kamp møder HF Mors/Skyum Viborg på hjemmebane.
Pausestilling: 17-14
Mål: Niklas Jensen 8, Victor Thomadsen 7, Rasmus Houmøller 6, Jens Djernes 4, Malthe Bull 4, Anders Toft 3, Richard Seerup 3 og Christopher Ekmann 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.