U17-drengene under pres efter smalt nederlag

Der er ikke plads til fejltrin i sæsonens resterende tre kampe, hvis Mors-Thy Skyum vil i U17-ligaen efter nytår

Mors-Thy Skyum var tæt på at stjæle et point mod Vejle men måtte give fortabt til sidst <i>Arkivfoto: Kurt Bering</i>

Mors-Thy Skyum var tæt på at stjæle et point mod Vejle men måtte give fortabt til sidst Arkivfoto: Kurt Bering

VEJLE:Mors-Thy Skyum skulle onsdag i ilden mod en af de direkte konkurrenter om en af de to pladser i U17-ligaen efter nytår, da de på udebane mødte Vejle Idrætsefterskole i U17-drengenes 1. division. To point ville sende Mors-Thy Skyum på 1. pladsen og med gode kort på hånden inden sæsonens sidste tre kampe. Desværre for udeholdet blev det til et smalt nederlag på 26-28 mod Vejle, og derfor har holdet kniven for struben inden de sidste tre kampe.

- Vi hang efter i det meste af kampen, men havde faktisk muligheden for at stjæle et point til sidst efter et godt comeback i de sidste 15 minutter af kampen. Det er en lidt mærkelig følelse at stå tilbage med, for bare et point havde lunet rigtig meget, siger Mors-Thy Skyum-træner Rune Lanng.

Fra kampens start havde gæsterne svært ved at få sat deres aftryk rent defensivt trods flere forskellige konstellationer i forsvaret. Dertil blev der også brændt for meget, og det medførte, at Mors-Thy Skyum i størstedelen af første halvleg brugte mange kræfter på at forsøge at hægte sig på Vejle, og til halvleg var gæsterne bagud med 13-16.

I anden halvleg fortsatte Vejle med at være i front, og udeholdet kæmpede fortsat med at finde løsninger i defensiven. Med et kvarter tilbage var holdet bagud med fem mål, men et skifte til et mere offensivt forsvar virkede til at give pote. Et mål ad gangen blev Vejles indføring indsnævret, og med et minut tilbage var Mors-Thy Skyum så blot bagud med et mål og tilmed i boldbesiddelse. En dommerkendelse for skridt spændte dog ben for Mors-Thy Skyum, der endte med at tabe med 26-28.

- Vi prøvede meget forskelligt defensivt, og i det sidste kvarter fandt vi frem til noget godt. Desværre fik vi ikke point ud af anstrengelserne, siger Rune Lanng.

Efter onsdagens nederlag er Mors-Thy Skyum placeret på rækkens 3. plads, og kravet er top 2, hvis det skal blive til en plads i U17-ligaen efter nytår. Derfor er holdet tvunget til at præstere i de sidste tre kampe.

- Det kræver tre sejre, men en plads i ligaen er bestemt muligt. Det bliver nogle svære kampe, men jeg håber lidt på en trodsreaktion efter vores kamp i dag, siger Rune Lanng.   

Kampfakta

Håndbold, U17 1. Division

Vejle Idrætsefterskole 

Mors-Thy-Skyum

Resultat: 28-26

Pause: 16-13

Mål: Anton Houe 8, Emil Kleinberger 5, Tobias Strøm 5 Mads Faurskov 4, Jonatan Rokkjær 1 Mads Struntze 1, Nikolaj Hansen 1 og Teis Skaarup 1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.