U19-drenge vinder og holder spændingen i live i toppen af tabellen
HF Mors U19-drenge fik en vigtig sejr på udebane søndag eftermiddag
Opdateret kl. 18:46
VOEL: Der er spænding i toppen af U19-drengeligaen, hvor fire hold fortsat er med i kampen om at ende øverst. Førstepladsen indtages af HF Mors, og søndag eftermiddag fik de endnu en sejr, da de ude slog Silkeborg Voel KFUM.
- Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp, og hvis vi ikke var knivskarpe i alt, vi foretog os, så ville de straffe os, siger træner for HF Mors, Lars Krarup.
HF Mors fik en god start på kampen og kom foran med fire mål. Men et par udvisninger og boldtab, gjorde, at hjemmeholdet kom tilbage. Resten af første halvleg blev meget tæt, men en scoring til sidst gjorde, at HF Mors gik til pause foran 14-12.
- Vi snakkede om i pausen, at de kom meget med de samme angrebsmønstre, så det forsøgte vi at finde nogle løsninger på, siger Lars Krarup.
De løsninger fandt gæsterne, som kun tillod otte scoringer imod sig i anden halvleg. Derfor kunne HF Mors også trække ligeså langsomt fra på måltavlen.
- De dækkede meget offensivt, og jeg synes, at vi løste det meget godt, men indimellem blev vi lokket i et par fælder, siger Lars Krarup.
Med et kvarter igen begyndte kræfterne at slippe op for Silkeborg Voel KFUM, og HF Mors var i kontrol. det endte med en sikker sejr på 28-20 til morsingboerne.
- Det var en god holdindsats af drengene især i anden halvleg og store perioder af første halvleg, siger Lars Krarup.
Sejren betyder, at HF Mors ligger nummer et med 34 point og to kampe tilbage. Det samme har Skanderborg Håndbold på andenpladsen. Lige bag de to ligger både Fredericia HK og Bjerringbro FH, som begge har 31 point. Til gengæld har de to spillet en kamp mindre.
Håndbold, U19 Drengeliga
Silkeborg Voel KFUM
HF Mors
Resultat: 20-28
Pause: 12-14
Mål: Anders Toft 7, Rasmus Houmøller 6, Malthe Bull 3, Magnus Norlyk 3, Niklas Kikkenborg Jensen 3, Morten Libak 2, Victor Norlyk 2, Mikkel Krog 1 og Victor Thomadsen 1
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.