Uheld i stort kryds - tre biler smadret

Tre ambulancer hjalp fire personer på sygehuset

Arkivfoto <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret fredag kl. 08:43 med oplysninger om førerne af de implicerede biler.

ØSTER JØLBY: Det var med bange anelser, at der torsdag aften blev trykket på den helt store alarmknap efter melding flere tilskadekomne efter et trafikuheld på rute 26 ved Øster Jølby, som involverede tre biler.

En lægebil, tre ambulancer, to patruljevogne og to køretøjer fra Nordjyllands Beredskab tændte de blå blink og satte kurs mod krydset, hvor Udvejen og Vestmorsvej møder Vildsundvej.

Det viste sig, at fire personer var kommet lettere til skade ved uheldet, der ellers var så voldsomt, at ingen af de tre køretøjer kunne køre derfra. De fire personer blev alle kørt til tjek på sygehuset i Thisted.

Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands, oplyser til Nordjyske, at uheldet skete, da en af de tre biler, ført af en 71-årig kvinde fra Mors, overtrådte sin ubetingede vigepligt ved at køre fra Udvejen og ud på Vildsundvej og blev påkørt af en bil, ført af en 59-årig mand fra Mors, der kørte i sydøstlig retning på rute 26 i retning mod Nykøbing Mors.

Sekunder senere blev den bil påkørt bagfra af en tredje bil, ført af en 38-årig kvinde fra Thisted Kommune, der kom i samme retning.

Ved det første sammenstød med den 71-årige kvindes bil, slukkede motoren på 59-årige mands bil.

- Derved gik lyset ud på bilen, og derfor kunne den tredje bil ikke se den, oplyser Jens Claumarch.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.