Våbenloven

Ulovlig pilepistol snuppet i tolden: - Den er ikke ufarlig

Kvinde får en bøde på 4000 kroner

Arkivfoto: Peter Mørk
Arkivfoto: Peter Mørk Pressefotograf Peter Moerk

Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:24

MORS: En 49-årig kvinde fra Mors har fået en bøde på 4000 kroner for at have købt en pilepistol i udlandet og forsøgt at indføre den til Danmark. Det ulovlige våben blev beslaglagt i toldcentret i Kastrup Lufthavn.

Konfiskationen af våbnet skete allerede i december 2019, men sagen har først været for retten nu.

Kvinden var tiltalt efter en paragraf i våbenloven, der sidestiller pilepistolen med en armbrøst.

- Hvad den er bestilt som, ved jeg ikke. Det er en lille flad kasse med tre rør i, hvor der er en fjeder i hver, som spændes, når man trykker pilen ind, og der er en selvstændig udløser til hver, forklarer anklager Jens Severinsen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I modsætning til de pilepistoler, der kan købes i nogle legetøjsbutikker, fulgte der seks rigtige, spidse pile med dette våben.

- Den er ikke ufarlig, særlig hvis man rammer øjnene, fastslår anklageren og tilføjer:

- Den er for lille til at være et jagtvåben, og jeg tror ikke, at vi kan se noget sportsligt formål med den.

Den tiltalte kvinde mødte ikke op i retten, så derfor blev den våbenkyndige medarbejder, der skulle have udtalt sig i sagen, heller ikke hørt.

- Vi fik ikke en forklaring, for når man ikke møder op i en bødesag bliver man anset for at have erkendt forholdet, og så bliver man dømt, siger Jens Severinsen.

Retten fastslog i øvrigt, at pilepistolen og de tilhørende pile skal konfiskeres, hvilket de altså allerede blev i tolden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden