Ung landmand i spil til hæderspris

31-årige Jeppe Bertelsen fra Mors er en af fire nominerede

REDSTED:Den 31-årige landmand Jeppe Kortbæk Bertelsen, Redsted, er en af fire unge landmænd, der er nomineret til prisen som Årets Unge Landmand. De øvrige er fra Midtjylland, Sønderjylland og Bornholm.

Prisen uddeles af Landbrugsmedierne, Landbrug & Fødevarer, og Gjensidige. Det sker i forbindelse med Landbrug & Fødevarers delegeretmøde onsdag 10. november i Herning.

Jeppe Bertelsen er fjerde generation på slægtsgården Mariesminde. Han overtog ejendommen i 2018 i et generationsskifte, som havde været planlagt i flere år, og som var blevet yderligere aktualiseret, efter at hans far Hans Ejner Bertelsen tiltrådte som borgmester i Morsø Kommune ved starten af 2014.

På Mariesminde produceres årligt cirka 13.500 slagtesvin. Derudover er der 270 hektar planteavl, hvoraf Jeppe Bertelsen selv ejer 220 hektar. Der er to ansatte på bedriften.

I omtalen i LandbrugsAvisen fremhæves det blandt andet, at den unge landmand har store ambitioner i forhold til produktionsresultater. Han er flere gange blevet kåret som den bedste svineproducent hos LandboNOrd og en enkelt gang som tredje bedste i Danmark i forhold til produktionsøkonomi.

I indstillingen lægges der også vægt på, at Jeppe Bertelsen involverer sig i lokalsamfundet og har fokus på et godt arbejdsmiljø.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.