Ukrainere har fundet hinanden igen i stalden: - Vi er et team
En af gårdens fire ukrainske ansatte, Oleksandr Matsiuchenko, blev for nylig kåret som Årets Medarbejder på branchens Grisekongres 2022
Opdateret kl. 20:32
ØSTER ASSELS: Arbejdsbukser og gummistøvler var efterladt hjemme i svinestalden på Sydmors, og det pæne tøj fundet frem, da Oleksandr Matsiuchenko og hans kolleger, samt deres arbejdsgiver Mogens Balle Kristensen for nylig tog til Grisekongres 2022 i Herning Kongrescenter. Hele flokken var med for at fejre, at Oleksandr Matsiuchenko på kongressen blev kåret som Årets Medarbejder.
- Det kunne lige så godt have været en af de andre. For os betød det ikke noget, hvem af os det blev. Vi er et team. Men det blev så mig, siger ukraineren beskedent.
28-årige Oleksandr Matsiuchenko har arbejdet i farestalden hos Mogens Balle Kristensen i to et halvt år. Han er dygtig og omhyggelig med sit arbejde og har konstant øje for, at så mange som muligt af smågrisene skal overleve og trives. Det blev alt sammen fremhævet ved kåringen på branchens faglige kongres.
Det var Oleksandr Matsiuchenkos kolleger, hvoraf tre ligeledes er fra Ukraine, der bad deres arbejdsgiver om at indstille ham til hæderen.
- Vi sad i en kaffepause og snakkede om, at vi skulle deltage i det her, for vi synes bare, at vi er de bedste. Vi er et virkelig godt team. Og så snakkede vi om, hvem af os, der skulle nomineres. Et par stykker brød sig ikke om den opmærksomhed, og så blev det mig, fortæller Oleksandr Matsiuchenko.
Gode venner
Mens han sidder ved køkkenbordet i personalerummet og fortæller om sit arbejdsliv, stikker hans kollega Pavlo Sunhurov hovedet ind ad døren og giver sit besyv med.
- Sasha og jeg har kendt hinanden i 10 år, fortæller Pavlo Sunhurov, idet han benytter kollegaens kaldenavn.
Det samme gælder faktisk for de to øvrige ukrainske medarbejdere på svinefarmen ved Øster Assels. Alle fire er uddannet fra samme universitet i byen Bila Tserkva, der ligger cirka 70 kilometer syd for Kyiv. Tilmed er tre af de fire mænds ægtefæller uddannet fra samme universitet.
- Når vi mødes, fortæller vi sjove historier fra dengang. Vi kender de samme lærere, og nogle af os har endda gået i samme klasse, siger Pavlo Sunhurov.
Oleksandr Matsiuchenko supplerer:
- Det er ikke så mange gårde, hvor medarbejderne har et så godt venskab på jobbet. Vi laver altid jokes med hinanden.
Lønnen lokkede
Tre af de fire ukrainske par bor lige omkring gården Nylund på Sydmors. Oleksandr Matsiuchenko og hans kone Anzhelika Stasenko bor i Nykøbing, fordi hun arbejder på en anden svinefarm tæt på Nykøbing, og hun har ikke kørekort.
Da Oleksandr Matsiuchenko tog sin veterinæruddannelse på universitetet i Bila Tserkva, var det dog ikke med tanke på at blive ansat på en svinefarm i Danmark. I første omgang arbejdede han med hunde og katte. Men muligheden for at kunne tjene en betydeligt højere løn i Danmark var tillokkende, og han videreuddannede sig i svineproduktion. Det gav adgang til et praktikantjob i Danmark.
- Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med grise. Det er kloge og venlige dyr, fastslår han og tilføjer:
- Jeg kan især godt lide at arbejde med smågrise og se dem vokse.
Selvkørende team
Det er nu fire år siden, Oleksandr Matsiuchenko kom her til landet. Efter praktikperioden, som foregik på en gård ved Varde, fik han arbejdsvisum. I et halvt år arbejdede han på en svinefarm, hvor de øvrige medarbejdere var fra Rumænien.
- De talte naturligvis rumænsk sammen, så det var lidt kedeligt, konstaterer han.
Oleksandr Matsiuchenko, der går meget op i det faglige, har i mange år lavet små instruktionsvideoer fra stalden, som han lægger ud nettet, i første omgang til brug for studerende på universitetet i Ukraine. En af dem, der fik øje på videoerne, var Pavlo, der på det tidspunkt havde været ansat hos Mogens Balle Kristensen i to-tre år.
- Vi havde ikke snakket sammen i tre år, og Pavlo vidste ikke, jeg var i Danmark, fortæller Oleksandr Matsiuchenko og fortsætter:
- Men nu skrev han, at de havde brug for en ekstra, erfaren medarbejder på Nylund. Jeg kender Pavlo fra universitetet, og han er virkelig dygtig, så jeg ville gerne arbejde sammen med ham. Og da jeg kom, viste det sig, at der også var en anden fyr, jeg kender fra universitetet. Da gården skulle udvides, inviterede vi også Bohdan, så nu er vi fire ukrainske fyre fra ét universitet, og vi har kendt hinanden i mange år. Det er dejligt at arbejde med nogen, man kender godt. Vi kan sige til hinanden, hvis der er noget, vi synes skal gøres anderledes. Så snakker vi om det og finder en god løsning for økonomien og for gården.
Mogens Balle Kristensen har netop fordoblet besætningen fra 700 til 1400 søer. Ud over de fire ukrainske ansatte er der nu også en dansk medarbejder, Ninna Nielsen, samt en dansk praktikant.
- Vi er et meget selvkørende team. Hvad er det nu, man siger på dansk? Det er frihed under ansvar. Det er det, vi har her, siger Oleksandr Matsiuchenko og griner.
Krigen fylder
Selv om de ukrainske medarbejdere som regel taler deres modersmål med hinanden, når de arbejder i stalden, så øver de sig også i at tale dansk. Oleksandr Matsiuchenko har gået på sprogskole og har en ambition om at få lært det danske sprog. Det synes han, man skal, når man bor i landet.
- Det var en svær beslutning at flytte til Danmark, væk fra venner og familie. Men nu håber jeg, at min kone og jeg kan blive her, siger han.
Krigen i hjemlandet fylder naturligvis meget i tankerne lige nu.
- Vi tjekker nyhederne hele tiden. Det er det første, vi gør, hver gang vi har pause. Jeg har flere kammerater, der har deltaget i krigen og som er blevet dræbt. Mine forældre er stadig i Ukraine. Vi støtter, så godt vi kan, og sender penge, fortæller han.
Oleksandr Matsiuchenko håber naturligvis, at Ukraine vinder krigen.
- Jeg er født i 1994 i et uafhængigt Ukraine. Hvorfor skulle vi tilbage til Rusland? En ny generation, der er født i et uafhængigt Ukraine, kan gøre landet bedre, mener han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.