Hvidbjerg

VIF-træner siger op

Lars Mikkelsen tager konsekvensen af skrivebordsdom

Lars Mikkelsen, her i en gladere situation end den, han slutter sæsonen med, har valgt at stoppe som træner i VIF. Arkivfoto: Ole Iversen
Lars Mikkelsen, her i en gladere situation end den, han slutter sæsonen med, har valgt at stoppe som træner i VIF. Arkivfoto: Ole Iversen

HVIDBJERG: Det kommer nu også til at koste VIF holdets træner, at 3. divisionsholdet i torsdags blev degraderet til jyllandsserien.

Lars Mikkelsen, hovedansvarlig for holdet i denne sæson, har valgt at tage konsekvensen af den fejl, han begik, da han ikke i tide fik rettet holdkortet fra kvalifikationskampen mod Oddense-Otting U&GF med det resultat, at VIF trods sejr på fem blev taberdømt og rykkede ned i jyllandsserien.

- Det var min fejl, og den tager jeg konsekvensen af, siger Lars Mikkelsen, der holder fast i sin beslutning uanset de kommende dages udvikling.

VIF har appelleret kendelsen fra Jysk Håndbold Forbund til Dansk Håndbold Forbund i håb om at få omstødt afgørelsen. En afgørelse ventes sidst på denne uge, men selv om appelsagen skulle komme VIF til gode, bliver det altså med ny mand på trænerposten i næste sæson.

Lars Mikkelsen, der er tidligere 2. divisionstræner for Mors-Thy Håndbold, blev tilknyttet VIF’s 3. divisionshold i sidste sæson, da han havde oprykkerne i samarbejde med Jesper Lindum. I denne sæson har han haft ansvaret alene og førte VIF op i midten af 3. division - hvilket havde været slutplaceringen, hvis ikke Team Vesthimmerland kort før sæsonafslutning havde trukket deres hold ud af rækken med det resultat, at VIF mistede så mange point, at de røg i nedspilskampe mod Oddense-Otting.

Gå til relaterede emner

Forsiden