Vigtig arbejdssejr: Morsø FC sikrede sig top 2
Spillet var ikke det bedste, men alligevel vandt Morsø FC
Opdateret kl. 17:07
Ørslevkloster IF
Morsø FC
0-2
Fodbold, serie 2
ØRSLEVKLOSTER: Morsø FC var lørdag i aktion på udebane mod Ørslevkloster i serie 2. Det blev ikke en kamp med poleret fodboldspil, men Morsø FC fik alligevel knoklet sig frem til en sejr på 2-0. Med sejren har Morsø FC samme antal point som Højslev på 1. pladsen, og samtidig er morsingboerne sikre på minimum playoffkampe om oprykning til serie 1.
- Ingen af holdende fik for alvor flow i deres spil, og det blev en meget rodet fodboldkamp. Heldigvis for os kom vi foran tidligt i kampen, siger spillende træner for Morsø FC Mickey Berg.
Morsø FC fik en fin start på opgøret, for i det 11. minut kom udeholdet foran med 1-0, da Mickey Berg fandt Mads Østergaard, der køligt lobbede bolden i mål. Efter scoringen havde begge hold svært ved at skabe chancer, så derfor faldt der ikke flere scoringer i første halvleg. Kort før halvleg fik morsingboerne dog grund til bekymring, da Rasmus Majgaard modtog sit andet gule kort og blev udvist.
Efter pausen fortsatte kampbilledet fra første halvleg. I det 84. minut fik morsingboerne så lukket kampen, da Jonathan Spanggaard gjorde det til 2-0 på et straffespark.
- Nu går vi efter at vinde de næste to kampe, og så har vi en finale mod Højslev i sidste kamp, siger Mickey Berg.
Pausestilling: 0-1
Mål: 0-1 Mads Østergaard Nielsen (11). 0-2 Jonathan Spanggaard (84).