Vild prisstigning: Så dyr bliver maden på plejehjem

Plejehjemsmad bliver over 60 procent dyrere fra nytår

Prisstigninger, lokalt på over 60 procent, er meldt ud fra nytår. Billedet af denne portion mad stammer ikke fra Morsø Kommunes plejecentre.   <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Prisstigninger, lokalt på over 60 procent, er meldt ud fra nytår. Billedet af denne portion mad stammer ikke fra Morsø Kommunes plejecentre.   Arkivfoto: Torben Hansen

MORS:En prisstigning på næsten 61 procent fra nytår. Den melding fik beboere og pårørende på plejecentret Støberigården i Nykøbing lige op til månedsskiftet. Taksten for fuldkostpakken forhøjes fra 2200 til 3610 kroner pr. måned. Oveni det må beboerne se frem til en mindre huslejestigning på 300 kr.

Stigningen i madtakster omfatter samtlige seks kommunale plejecentre i Morsø Kommune, men i varierende grad, for der har været lokal tilberedning i leve- og bomiljøer. Det er slut fra 1. januar, hvor al plejehjemmad vil blive tilberedt og bragt ud fra kommunens storkøkken i Skovparken i Nykøbing. Samtidig vil taksterne for plejehjemsmad blive baseret på de reelle omkostninger og reguleret en gang årligt.

De kraftige stigninger er en følge af budgetforliget, som kommunalbestyrelsen indgik i september for 2023 og årene frem. Det indebar, at kommunens ældrepleje beskæres med 22,1 millioner kr.

- Vi er på det rene med, at det er voldsomme prisstigninger, men vi kan ikke fjerne 22 millioner, uden at det kommer til at gøre ondt på nogle. Det er den mangelfulde udligningsreform, der ligger bag. Vi fik 40 millioner fra staten, men skulle have haft 139 millioner, hvis vi skulle opretholde vores service. Vi er virkelig blevet ramt, siger Henning Sørensen (V), formand for udvalget for social, sundhed og beskæftigelse i Morsø Kommune.

Kommunen går over til at basere taksterne på personaleomkostningerne til madservice, sådan som den sociale servicelov giver mulighed for, og som det allerede praktiseres i en række andre kommuner. Samtidig forsvinder duften af mad, der tilberedes, fra de enkelte centre.

- Vi kan flytte al madlavning til Skovparken, fordi plejehjemsbeboere i dag meget sjældent er i stand til at deltage i tilberedningen, siger udvalgsformand Henning Sørensen.  <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

- Vi kan flytte al madlavning til Skovparken, fordi plejehjemsbeboere i dag meget sjældent er i stand til at deltage i tilberedningen, siger udvalgsformand Henning Sørensen.  Arkivfoto: Peter Mørk

- Vi kan gå over til at lade Skovparken levere færdigproduceret mad. Da vi i sin tid indførte leve-/bo-miljøer på nogle centre, var der mange, der hjalp til med at lave mad, for eksempel ved at skrælle kartofler. Men beboerne på plejehjem i dag er dårligere sammenlignet med tidligere, og derfor finder vi det forsvarligt at centralisere al madlavning, siger Henning Sørensen.

Tror du, der vil komme reaktioner på jeres udmelding?

- Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Jeg troede, der ville komme et ramaskrig, da vi lukkede Vejerslev Ældrecenter, men vi er nok det eneste sted i Danmark, hvor man kunne nedlægge et plejehjem uden protester. Men alle, der skulle flyttes har altså også fået deres førsteprioritet med hensyn til, hvilket plejecenter, de helst ville flyttes til. Og med hensyn til personalenormering på ældreområdet ligger vi flot sammenlignet med andre steder, men det ikke givet, at vi kan blive ved med det, siger formanden. 

Nordjyske ville gerne have hørt, om kommunen har fået reaktioner fra beboere og pårørende, men Ann Lisbeth Martinussen, der er chef for Center for Ældre, Sundhed og Rehabilitering, har ikke været at træffe. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.