Bolig

Vilde tal er godt nyt for nordjyske boligejere

Boligøkonom er positivt overrasket over, hvor godt det går med huspriserne

Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 13:53

- Vi er overraskede over, hvor godt det er gået i 2024. Vi troede, at det ville blive et forfærdeligt år.

Sådan lyder det fra Birgit Daetz, og når disse ord falder fra hende, er det godt nyt for dig, der ejer en bolig i Nordjylland.

Birgit Daetz er nemlig boligøkonom og kommunikationsdirektør hos boligportalen Boligsiden.dk.

Torsdag har Boligsiden.dk offentliggjort nye tal fra sit markedsindeks, og især på ét punkt er de ekstraordinære. Der er nemlig sket pænt stigninger i huspriserne i stort set alle nordjyske kommuner siden nytår. Kun en enkelt kommune er noteret for et fald, nemlig Hjørring (Læsø er ikke med i indekset, da der er solgt for få huse til at kunne beregne en prisstatistik).

- Det ser bedre ud, end vi havde forestillet os. Det går pænt fremad stille og roligt, og en bolig er jo den største investering, de fleste laver i deres liv, så det er bare en god nyhed, konstaterer Birgit Daetz.

Når forventningerne til huspriserne i år var noget mere afdæmpede, skyldtes det især frygten for højere ejendomsskatter samt højere renter.

- Men fire ud af fem fik nedsat deres ejendomsskat, og så hjælper det også, at renten er på vej ned, siger kommunikationsdirektøren.

Med andre ord: Folk har fået mod på at investere i en bolig, og øget efterspørgsel får priserne til at stige:

- Nu har vi fået meget bedre styr på vores økonomi, og det ser ikke ud til, at der kommer noget, som kan vælte vores økonomi. Det betyder også noget, at vi ikke er så bange for at miste vores job de kommende år. Det kan ses direkte i boligpriserne. Folk er villige til at binde sig til et højere beløb, konstaterer Birgit Daetz.

Helt forrygende ser stigningen i huspriser ud for Mors i år: 29,9 procent. Tallet skal dog tages med et gran salt. Der skal være sket et vis antal hushandler, før Boligsiden.dk kommer med en prisstatistik, og selvom der har været det på Mors, er det dog stadig så få, at enkelte handler kan få stor betydning for de gennemsnitlige købspriser.

- Der er jo ikke så høj en omsætning som eksempelvis Aalborg. Så man skal være mere varsom med at bruge tallet som en nøjagtig målepind. Det kommer også an på, hvorvidt de boliger, der er blevet handlet, er repræsentative for kommunen. Men det ændrer ikke på, at tendensen stadig er god, og at priserne er steget pænt, siger Birgit Daetz.

Omvendt kan det også være en trøst for husejere i Hjørring Kommune, hvor priserne er faldt med 9,1 procent siden nytår. I øvrigt er de faktisk steget lidt i kommunen siden juni. Her må andre kommuner notere et lille fald - men ikke noget alarmerende.

- Nej, slet ikke. I sommerferien er der bare mange, der holder pause i boligjagten, så det er ikke usædvanligt, at priserne falder lidt. Det er ikke starten på en større nedgang, fastslår Birgit Daetz.

Er du på boligjagt, skal du altså låne lidt flere penge end for bare et par år siden. Til gengæld har du nu flere huse og lejligheder at vælge imellem. Bedre økonomi og større optimisme betyder, at flere har fået mod på at skifte bolig og kaste sig ud i en ny investering i mursten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden