Vinderprojekt skulle hjælpe truet sommerfugl: Sådan er det gået
Morsø Kommune har sat ind med naturpleje i tidligere molergrav og holdt øje med effekten
SUNDBY: For fem år siden vandt Morsø Kommune hovedpræmien i en konkurrence om at skabe landets bedste projekt for truede sommerfugle. Der blev sat ind med naturpleje i en tidligere, tilvokset molergrav. Nu er projektet formelt slut, og hvordan er det så gået?
Det var en flok elever fra Øster Jølby Skole torsdag inviteret til at prøve at hjælpe med at finde ud af. De blev udstyret med sommerfuglenet og billeder af nogle af de arter, de kunne forvente at finde i området, og så gik de ellers entusiastisk på jagt efter både græshopper, edderkopper, sommerfugle og biller.
Det var Danmarks Naturfredningsforening (DN), der i samarbejde med firmaet A. Vogel udskrev konkurrencen tilbage i 2018. Frivillige fra DN Morsø har i de forløbne fem år flere gange i løbet af somrene besøgt molergraven Klovbakker ved Sundby for at registrere, hvad der var af sommerfugle. Også biologer fra Morsø Kommune har besøgt området for at holde øje med udviklingen i sommerfuglebestanden.
Torsdag var der både medlemmer af DN Morsøs bestyrelse og biologer fra kommunen med til markeringen af projektets afslutning. De var alle klar til at springe ind i rollen som naturvejledere for børnene, der kom fra Øster Jølby Skoles børnehaveklasse og 2. klasse.
Biolog Anja Sørensen, der var ansat i Morsø Kommune, da projektet blev startet, indledte med at fortælle børnene om effekten af den naturpleje, der er foretaget i molergraven. Der er fældet masser af især selvsåede birketræer, som skyggede for de blomster, man gerne vil have flere af. Desuden er hele området blevet hegnet, så der nu bliver afgræsset for at holde nye træer nede.
- Fik vi så flere eller færre blomster, tror I, spurgte Anja Sørensen børnene.
- Jeg tror, at køerne gik i gang med at spise blomsterne, svarede en pige.
Biologen forklarede, at køerne netop af hensyn til blomsterne ikke går i området om sommeren. Så det, der er sket, er, at der er kommet mange flere blomster, hvilket jo er godt for sommerfuglene.
Det var specielt en lille forekomst af den ret sjældne markperlemorsommerfugl, projektet blev rettet imod at bevare. Denne sommerfugl er knyttet til violer og stedmoderblomster som værtsplante for larverne.
I 2018 blev der observeret seks eksemplarer af markperlemorsommerfugl i Klovbakker. De følgende år blev der set endnu færre, men i 2022 blev der registreret 18 eksemplarer. De ses især langs de stejle skrænter.
Da eleverne torsdag gik på opdagelse i området, tog naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen en gruppe med rundt langs toppen af molergraven.
- Da vi kom derop, så vi 10-15 markperlemorsommerfugle, der fløj rundt. Længere henne var der også nogle, så vi så faktisk mange, fortæller han.
Observationslisten for de foregående fem år viser, at bestandene af de forskellige arter af sommerfugle varierer meget fra år til år, måske også afhængigt af hvornår observatøren har været ude i området, og om det var en tør eller våd sommer. I 2018 blev der fundet mange sandrandøje, mens det i 2022 var engrandøje og græsrandøje, der var blevet flere af.
Biolog Jacob V. D. Bruun fra Morsø Kommune oplyser, at de sidste observationer vil blive foretaget i juli i år, hvorefter man vil have et fuldt billede af projektets effekt.
Selv har han også observeret en lang række andre insekter i området. Han antager, at afgræsningen og det, at der nu ligger kokasser spredt rundt i molergraven, er årsagen til, at han har kunnet finde arter som lakrød møgbille og stor jagtrovbille.
- Ud over at forbedre forhold for sommerfugle er projektet også et eksempel på, hvordan man kan pleje en råstofgrav. En delkonklusion vil være, at området kræver aktiv rydning udover kreaturafgræsning, siger biologen.
Mange af de træer, der blev savet ned for fem år siden, er nemlig nu på vej op igen. Ifølge Jacob V. D. Bruun kostede det betydeligt mere at rydde bevoksningen end det beløb på 100.000 kroner, Morsø Kommune modtog som præmie i DN's konkurrence. Kommunen indhentede sidste år et tilbud på at få ryddet området igen, men det var stadig dyrere end selve projektet.
- Der vil dog blive foretaget rydning i et mindre omfang i år, og det bliver muligvis fremgangsmåden fremover, oplyser han. Desuden er det planen at bibeholde afgræsningen i det omfang det lykkes at forny aftalen med dyreholderen.
Mette Jensen, formand for DN Morsø, håber, at kommunen vil prioritere den fortsatte naturpleje i Klovbakker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.