Voldsom brand i stråtækt hus: Intet kan reddes
Hus på Mors gik op i flammer fredag aften
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:24
Et to-længet stråtækt hus på Vestmorsvej på Mors blev fredag aften ramt af en voldsom brand, der lagde bygningen i ruiner.
- Alt, hvad der er i huset, er gået tabt, siger indsatsleder Jesper Madsen fra Nordjyllands Beredskab.
Alarmen lød fredag kl. 18.35, og beredskabsfolk fra brandstationer i Nykøbing og Thisted rykkede ud til huset på Vestmorsvej nær Rakkeby i det sydvestlige Mors.
Omkring 20 brandfolk deltog i slukningsarbejdet, som ventes at vare til sent fredag aften.
Også en kran fra Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt.
Ilden var så voldsom, at vægge og skorstene risikerede at vælte, og fredag ved 20-tiden var det endnu ikke muligt for brandfolkene at gå ind i det brandhærgede hus.
Ilden var dog under kontrol på det tidspunkt.
Der var ingen personer i huset, da branden opstod, ifølge indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab.
Han ved ikke, hvordan ilden startede. Det skal politiets teknikere nu forsøge at finde ud af.