Voldsom brand: Villa brændt ned til grunden
Taget var helt væk, da Nordjyllands Beredskab ankom
Opdateret kl. 08:42
MORS: Natten til lørdag udbrød der en voldsom brand i en villa på Mors.
Det var på Møllersmindevej ved Ørding, og da brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab ankom, var hele bygningen overtændt:
- Taget var allerede brændt af, da vi landede på stedet, så der var ikke meget at gøre, fortæller indsatsleder Rasmus Evaldsen.
Lige ved ankomsten vidste brandfolkene ikke, om der var beboere inde i det brændende hus. Derfor blev der sat alt ind på at slukke ilden. Ikke mindst, fordi der stod en bil på ejendommen, hvilket gav indtryk af, at beboerne var hjemme.
- Men kort tid efter fik vi en melding fra politiet om, at de ikke var hjemme. Det var en firmabil, fortæller Rasmus Evaldsen.
Brandfolkene kunne dermed foretage en kontrolleret nedbrænding, hvor indsatsen koncentrerede sig om at sikre, at ilden ikke bredte sig til bevoksning eller firmabilen, og det lykkedes. Forude ventede så nogle timers efterslukning.
Midt- og Vestjyllands Politi kender endnu ikke brandårsagen. På mandag skal teknikere undersøge den nedbrændte villa, oplyser vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.