Voldsom ulykke på Vilsundvej: 43-årig kvinde dræbt
Hovedvej 26 har været spærret i længere tid, mens en bilinspektør har forsøgt at fastslå årsagen til ulykken
SUNDBY: En 43-årig kvinde blev her til morgen dræbt ved en voldsom færdselsulykke på Rute 26 ved Sundby på Mors.
Ulykken skete ved 07.45-tiden, og alarmen til Nordjyllands Beredskab på Mors lød klokken 07.51.
- Tre biler var impliceret i ulykken, oplyser vagtchef Carsten Henriksen, Midt og Vestjyllands Politi.
Efter at have afhørt de implicerede har politiet konkluderet, at ulykken skete, da en 18-årig mand fra Thisted kørte ad Vilsundvej mod nordvest. I forbindelse med en nedbremsning, fordi trafikken foran ham satte farten ned, mistede han herredømmet over bilen på den glatte vej. Bilen skred ud, snurrede rundt og endte i det modkørende spor.
Her kom den 43-årige kvinde, der også er fra Thisted, kørende mod sydøst og blev ramt af den 18-åriges bil. Det oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
En tredje bil blev også ramt ved den voldsomme ulykke. Føreren af denne bil - en 54-årig kvinde - blev kørt til sygehuset i Thisted til et tjek, men skulle angiveligt ikke være kommet alvorligt til skade. Heller ikke den 18-årige var kommet alvorligt til skade, men blev også kørt til tjek på sygehuset i Thisted.
Vilsundvej var spærret i nogen tid, da politiet havde en bilinspektør til at undersøge omstændighederne ved ulykken.
– Der blev etableret omkørsel gennem Sundby, og vi havde patruljer på stedet til at dirigere trafikken, oplyser Carsten Henriksen.
De pårørende til den 43-årige afdøde kvinde er underrettet.