Motorbåd var slet ikke en båd: Ældre mand kørte ud over kajkanten
Engelske turister så, hvad de troede var en tømmerflåde med bunden i vejret. Det viste sig, at en bil var kørt ud over kajkanten ved havnen i Nykøbing Mors

Galleri - Tryk og se alle billederne.
NYKØBING:En lokal mand i 70-års-alderen blev onsdag eftermiddag reddet op af havnen i Nykøbing Mors.
Omkring klokken 16 bemærkede en gruppe engelske turister i lystbådehavnen, at et fartøj i havnen havde problemer og vendte på hovedet.
I første omgang antog englænderne, at der var tale om en tømmerflåde, men der kunne også være tale om en speedbåd, og det var det, beredskabet i første omgang ledte efter.
I virkeligheden viste det sig, at den ældre mand var kørt ud over kajkanten i sin bil. Men ingen havde set uheldet, fortæller indsatsleder Claus Sejer Pedersen.
Manden blev trukket op af vandet, hvorefter han modtog hjerte-lunge redning på kajkanten, hvorefter han blev fløjet til Aalborg Universitetshospital i helikopter.
I første omgang forlød det, at manden var i kritisk tilstand, men ifølge vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi står det ikke så slemt til med manden, som selv var i stand til at oplyse sit cpr-nummer til redningsmandskabet.
- Han havde en del vand i lungerne og er lagt i respirator, men det forlyder ikke, at han er i livsfare, siger vagtchefen.
Dykkere fra Aalborg blev sendt til Mors for at lede efter eventuelle andre personer i havnebassinet, da den ældre mand ikke helt kunne redegøre for, om han var alene.
- En dykker fandt bilen og så, at forsædet var tomt. Så løb han tør for ilt, så han måtte op til overfladen, før vi fik undersøgt bagsædet, siger indsatslederen.
Klokken 20 var bilen bjærget fra havnebassinet, og indsatslederen kunne konstatere, at der heldigvis ikke befandt sig flere personer i bilen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.