MTB-talenter på stribe

De største MTB-talenter i Nordjylland samlet i Frederikshavn

De største MTB-talenter i Nordjylland træner denne weekend i Frederikshavn under kyndig ledelse.
Frederikshavn 30. september 2016 15:49

FREDERIKSHAVN: I weekenden samles de største mountainbike-talenter i region Nordjylland i Frederikshavn.

Regionstræner Nicolai Rosenkilde har i samarbejde med MTB Frederikshavn indkaldt til en intens træningsweekend for ryttere i alderen 11-19 år.

De ældste ryttere er allerede ved at etablere sig som stærke ryttere, hvor de kører lige op med deres voksne konkurrenter, heriblandt er eksempelvis U19-rytteren Kasper Kragbæk fra Aalborg Mountainbike Klub.

Mere end bare motion

I og med at mountainbike er blevet en populær motionsform for mange voksne, og klubberne oplever en stor fremgang på medlemsfronten på det område, er flere klubber også ved at få større ungdomsafdelinger, hvor der er børn og unge, som gerne vil mere end bare at motionere.

- Vi sigter imod, at de unge ryttere skal blive teknisk dygtige og arbejde med deres fysik. Derfor vil vi til denne træningssamling give dem nogle værktøjer med hjem, som de kan træne videre med i deres respektive klubber. Jeg forventer seriøsitet fra rytterne i forhold til træningen. Synes man, det er sjovt at køre på MTB, så kommer det også af sig selv, siger Nicolai Rosenkilde.

Kompetente instruktører

Til at klæde de unge ryttere endnu bedre på har regionstræner Nicolai Rosenkilde samlet et stærkt instruktørhold, som skal træne de unge, gøre dem bedre teknisk og lære dem om sammenhængen mellem kost og træning.

Ungdomstræner i AMK og tidligere danskmester i ungdomsrækkerne Simon Qvortrup, Christian Svendsen fra Team Rold Skov Elite, deltager ved VM i XCM (mountainbike maraton) og bronzevinder ved DM XCM, Peter Thidemann A-rytter fra AMK og vinder af 12- og 24-timersløb og Rasmus Winther Kristensen vinder af Nordic MTB Race.

Rasmus Winther er DGI-instruktør og ejer af firmaet AdventureMind.

MTB-miljø og netværk

Det er dog ikke kun på cyklen, at træningssamlingen skal styrke de unge talenter.

- Formålet med samlingen er at skabe et miljø inden for sporten, hvor de unge kender hinanden og dermed kan skabe sig et netværk. Det vil være gavnligt for dem på sigt. Derudover er det selvfølgelig bare, at rytterne skal have det sjovt sammen og lære nogle nye ligesindede at kende og knytte nogle nye venskaber, pointerer Nicolai Rosenkilde, som glæder sig til en god weekend.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...