Morsø

MTH-målmand rygtes til BSV - Mors-Thy afviser

Kasper Larsen er kun til salg for millioner, lyder det fra Mors-Thy Håndbold

Kasper Larsen er kun til salg for millioner, oplyser Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto: Peter Mørk

Kasper Larsen er kun til salg for millioner, oplyser Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto: Peter Mørk

MORS-THY:Bjerringbro-Silkeborg er i målmandsknibe, og det kan gøre indhug i Mors-Thys ligatrup.

Sådan lyder et rygte om storklubbens reaktion oven på langtidsskaden til målmandstalentet Sebastian Frandsen. Han er ude i op til et halvt år, og ifølge Midtjyllands Avis er BSV interesseret i at hente sin tidligere målmand, Kasper Larsen, hjem fra Mors-Thy Håndbold - gerne så hurtigt som muligt.

Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Henrik Hedegaard, sportschef i Mors-Thy Håndbold.

- Jeg er helt sikker i min sag, og det er helt uden bullshit. Som jeg siger til dem, der ringer: Det er en spændende historie, men det har ikke noget på sig, siger han og slår fast, at Kasper Larsen er i Mors-Thy sæsonen ud.

Det er dog med et lille, men alligevel stort forbehold:

- Vi har ingen til salg, men vi har også alle til salg. Kommer BSV eller andre med en million euro, er der ingen, vi ikke sælger. Længere er den jo ikke. Jeg er også blevet stillet spørgsmålet mange gange: "Mangler I ikke penge?" Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke manglede penge - det tror jeg, at alle håndboldklubber og fodboldklubber gør. Men hvis man spørger, om vi er nødt til at sælge, fordi vi mangler penge til i morgen eller overmorgen, så gør vi ikke, siger Henrik Hedegaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.