Muntre dage på Vikingecentret

Over 40 vikinger har sagt ja til at fornøje store og små alle dage - også den sidste - i efterårsferien

Du kan selv prøve at skyde med bue og pil. Privatfoto
Du kan selv prøve at skyde med bue og pil. Privatfoto

Over 40 vikinger gæster Vikingecenter Fyrkat ved Hobro hele efterårsferien.

Dagligt demonstrerer de vikingetidens håndværk og håndarbejde for publikum, og du får selvfølgelig også selv mulighed for at deltage i flere aktiviteter.

En købt entrébillet gælder hele ugen.

Du kan eksempelvis møde vikingerne i deres værksteder og skyde med vikingelangbue.

På bue på pil

Buebanen åbner flere gange om dagen, hvor store og små udfordres til at skyde med vikingelangbuer og pile med håndsmedede spidser.

Selv dyster vikingerne på bue og pil den sidste dag i efterårsferien.

Som noget nyt har vikingecentret anlagt en natur- og jagtsti, hvor du kan gå på opdagelse i og omkring Fyrkat, finde spor efter planter og dyr og lære mere om naturen og om jagt i vikingetiden.

Fyrkat besidder en samling dyreskind, kranier og knogler, og du kan på en tipskupon give dit bud på 13 rigtige og deltage i lodtrækningen om et årskort for to personer med fri entré til alle Nordjyllands Historiske Museums afdelinger i 2017.

Torsdag eftermiddag slagtes de velnærede gæs, som har gået og mæsket sig hele sommeren.

Du kan selv overvære slagtningen.

Træk vikingebåden på land

Dagen derpå - fredag - trækkes vikingebåden op af vandet.

Båden trækkes på rundstokke, og publikum må meget gerne hjælpe til.

Hvis ellers der er hjælpere nok.

Ellers gør man et nyt forsøg lørdag.

Fyrkat giver en is for indsatsen.

At det kan være koldt at bo på vikingemanér i oktober, får vikingerne til at varme svedehytten op og fylder trækarret med vand, så de kan blive varmet godt igennem.

Og kølet af.

Du er velkommen til at hoppe i baljen. Husk selv at medbringe håndklæde.

Sidst, men ikke mindst, mødes vikinger også for at udveksle erfaringer og lære af hinanden.

Derfor byder ugen på kurser og workshops i at bygge buer, plantefarve uld og hør og flette kurve.

Desuden bygger vikingerne pile, syr, garver skind, filter uld og meget mere.

Stil endelig spørgsmål til vikingerne - og prøv selv prøve kræfter med udvalgte håndværk, hvis du føler dig fristet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden