Murerfirma i fusion
Nicolais Murerfirma og Nordmors Murerforretning er fusioneret
NORDMORS: Nicolais Murerfirma og Nordmors Murerforretning blev ved årsskiftet til én virksomhed under navnet Nordmors Murerforretning.
I den forbindelse skal 55-årige Preben Alling-Dam nu dele forretningen med 27-årige Nicolai Jensen, der i to år har drevet Nicolais Murerfirma. Den nye medejer er dog ikke et ukendt ansigt, da han tidligere har været ansat i Nordmors Murerforretning i en periode på tre år.
- Det er ved at være tid til et generationsskifte, og valget faldt på Nicolai. Han har jo været ansat her, så jeg kunne se, at det nok skulle blive godt, siger Preben Alling-Dam.
Det er planen, at den nye medejer skal overtage hele firmaet, når Preben Alling-Dam skal på pension, men indtil da vil de to være ligeværdige ejere af murerfirmaet.
- Det er nemmere at lave overgangen nu, siger Preben Alling-Dam.
Sammenlægningen af to virksomheder tager tid, og lige nu venter de to ejere spændt på en ny firmabil med et nyt logo. Derudover glæder de sig til, at de kan samarbejde i stedet for at konkurrere.
- Vi har arbejdet på fusionen i et års tid. På den måde undgår vi at konkurrere om de samme kunder, siger Nicolai Jensen.
Firmaet har, udover de to ejere, seks ansatte, og de håber på, at de med tiden kan beskæftige endnu flere.
- Vi vil gerne have et par folk mere, hvis der er arbejde til det, slår Nicolai Jensen fast.
I sommer begyndte Nicolais Murerfirma at arbejde på projekter i større byer som Aarhus og København. Det er et tiltag, der nu bliver taget med videre i den nye konsultation.
- Vi har flere projekter i både Aarhus og København på tegnebrættet. Der bliver mere og mere, siden vi startede i sommer med ét projekt i Københavnsområdet, siger Nicolai Jensen.
Ofte foregår projekterne i samarbejde med lokale tømrerfirmaer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.