Museum fri for gebyr
Slipper for regning på 41.000 kr. - andre foreninger går ikke fri.

Der er tale om mindre ændringer, mener politikerne i miljø- og teknikudvalget. Arkivfoto: Peter Broen
Hjallerup Tekniske Museum slipper for at betale et byggesagsgebyr på 41.000 kroner til Brønderslev Kommune. Det har politikerne i Miljø- og teknikudvalget netop besluttet. Den gamle ridehal på Algade 42, har i flere år været indrettet til museum med et tilhørende forsamlingslokale. Men kommunen er blevet opmærksom, at ændringen fra ridehal til museum aldrig har været sagsbehandlet, godkendt og registreret i BBR. Kommune ville i forbindelse med en lovliggørelse opkræve et byggesagsgebyr på 41.085 kroner. Gebyret er beregnet ud fra et areal på 1.245 kvadratmeter med en kvadratmeterpris på 33 kroner. En mindre ændring Politikerne i Miljø- og teknikudvalget har ifølge formand Mikael Klitgaard (V) vedtaget, at der i den konkrete sag kun er tale om mindre ændringer i anvendelsen - og at museet hermed ikke skal betale byggesagsgebyr. Sagsbehandlingen omfatter ifølge forvaltningen redegørelse og stillingtagen til et areal på 1.245 kvadratmeter med blandt andet komplicerede adgangsforhold og brandforhold, idet der er tale om en bygning med offentlig adgang - hertil kommer et lokale, den tidligere rytterstue, der ønskes godkendt som forsamlingslokale til udlejning. Forskel eller .... I 2008 har det daværende Teknik- og Miljøudvalg behandlet en ansøgning fra spejderne i Hallund, der havde søgt om at blive fritaget for et byggesagsgebyr på 4.250 kroner. Og det daværende udvalg besluttede dengang at give afslag på ansøgningen. Forvaltningen havde bedt politikerne i Miljø- og teknikudvalget tage stilling til, om det fremadrettet skal betyde, at alle frivillige organisationer og klubber kan blive fritaget fra byggesagsgebyr. Men med beslutningen i udvalget, kan andre foreninger ikke per automatik forvente at slippe for gebyr, når de præsenteres for et byggesagsgebyr.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.