Museum markerer Karl Bovin
Frederikshavn Kunstmuseum fejrer malerens 110 års fødselsdag
FREDERIKSHAVN: Torsdag den 5. januar 2017 er det 110 år siden, maleren Karl Bovin blev født i Frederikshavn.
Frederikshavn Kunstmuseum markerer den lidt skæve, runde dag lørdag den 7. januar kl. 14, hvor museet er vært ved en prælancering af et fødselsdagsskrift om kunstneren.
I dagens anledning er museets store samling af Karl Bovins værker fremme i en atelierophængning, og der er mulighed for at forhåndstegne sig for et eller flere eksemplarer af den nye bog. Bogen bliver nemlig først skrevet og trykt, når fonds- og sponsorstøtte samt publikums forhåndsinteresse sikrer, at den nødvendige finansiering er på plads.
Fødselsdagsskriftet skrives af kunsthistoriker, mag.art. Anne Lie Stokbro, som i 2014 sammen med a2film v. Christian Stavad skabte museets film om Karl Bovin. Ud over at blive vist på museet, er filmen også vist på Sorø Kunstmuseum i forbindelse med museets Karl Bovin-udstilling tidligere på året.
Nye kilder
Det kommende skrift om Karl Bovin baserer sig på en række nye kilder, idet det er lykkedes Frederikshavn Kunstmuseum at erhverve rettighederne til over 12 timers båndoptagelser med Karl Bovin, der interviewes og samtaler med en række kendte kulturpersonligheder, hvoraf kan nævnes forfatterne Axel Steenberg og Ole Vinding og skuespilleren Preben Harris. Båndene, der stammer fra Galleri Trap i København, giver et råt for usødet indblik i Karl Bovin som kunstner, menneske, litterat og musiker, og selvom Anne Lie Stokbro kun er nået ganske kort ind i båndene, tøver hun ikke med at kalde dem for en ren skattekiste af informationer om en kunstner, hvis liv udspillede sig mellem så forskellige lokaliteter som Pikkerbakkerne ved Frederikshavn, Odsherred i Nordvestsjælland og Bahrain i Den Persiske Golf.
Landskabsmotiver
Over alt fandt Karl Bovin især landskabsmotiver, der inspirerede ham som kunstner, og hans farvesitrende, lysfyldte og sansede malerier fra de danske kyster, bondelandet og ørkenen er i dag fremragende eksempler på den naturforbundne kunst, som op gennem det 20. århundrede dannede modvægt til de mere modernistiske og abstraherende strømninger, som ellers kendetegner århundredet. Det er bl.a. den historie, den kommende bog skal fortælle.
Da Karl Bovin døde i 1985, havde han i over 60 år haft fast base i Odsherred, men hans baggrund som frederikshavner fornægtede sig ikke i hverken hans sprog, hans kunst eller hans direkte tilgang til livet på godt og ondt. Frederikshavn er derfor, og naturligt nok, også stolt af sin kunstnersøn, og det er på den baggrund, at Frederikshavn Kunstmuseum siden 1978 har indsamlet kunstnerens værker og i dag kan byde på en righoldig og repræsentativ samling af Karl Bovins værker. Denne samling danner billedsiden i den kommende bog.
Alle er meget velkomne til prælanceringen den 7. januar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.