Musik med nærvær

Børn ned til tre måneder kan gå til rytmik og få en oplevelse med musik i tæt nærvær med mor eller far.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hver fredag formiddag går en gruppe babyer, deres mødre og en enkelt far sammen ind i en verden af musik og nærvær. Her samles et babyrytmikhold på Brønderslev Musikskole, og selv om de små er meget små - holdet er for børn fra tre til ti måneder - så er de klar til at begynde at suge musikkens verden til sig. De synger om torden og pliske plaske regnvejr, stærke lydord, som der kan sættes instrumenter på - deltagerne buldrer på trommer, når tordenvejret skal illustreres, og de små er glade. - Det, der er vigtigt, når det er de små, er gentagelse. Selv om man har lavet det ti gange, så synes de, det er sjovt 50 gange mere, understreger musikpædagog Dorthe Græsborg Frederiksen. Forældrene kommer flere gange på hårdt arbejde. - Så skal vi til at danse, smiler hun, og forældrene tager de små op og dansen går hurtigere og hurtigere. Nogle babyer smiler, andre spræller med benene, ingen græder. Tempoet sættes op igen i en tivolisang, hvor børnene både får en tur i Det Gyldne Tårn, Pariserhjulet og i radiobilerne. Babyrytmik er ikke noget stille noget. Børnene kan godt lide, at der kommer bevægelse og sving på. - Så længe børn bliver støttet og har kontakt til forældrene, så kan man utroligt mange ting. Mere end man lige tror, fortæller Dorthe Græsborg Frederiksen. Timen fortsætter med en sang, hvor de voksne skal humpe sig frem og tilbage på bagdelen med baby på skødet. - Nu skal vi til at danse babytango, og det er en smule hårdt. Men det var det med, at I også skal have noget motion, smiler Dorte Græsborg Frederiksen. - Det ender med, at vi skal have vanddunke med!, joker en mor. - Og et iltapparat, supplerer holdets eneste far. Og så går babytango'en i gang. Der er også meget bevægelse i en øvelse, hvor forældrene svinger de små i tæpper. En forælder tager fat i hver ende, og så bliver der gynget, så vildt som barnet nu er med på. En baby, Albert, protesterer - men det er mod at ligge stille på tæppet i de få sekunders ventetid, der er, inden mødrene tager fat. - Du skal ikke ligge der, forsikrer hans mor ham med et smil, og snart er der gyngebevægelser på igen, og Albert er tilfreds. I et andet tæppe spræller Ella af glæde, og Dorthe Græsborg Frederiksen går rundt og hjælper. Sidst i timen går tempoet ned, og sidste sang før farvel-sangen er Lille Peter Edderkop - den holder også i 2012. Forældrene har tid til lidt snak bagefter, babyerne er trætte, nogle er sultne. Både forældre og babyer virker glade og tilfredse efter anstrengelserne. - Det er rigtigt godt. Jeg havde måske forventet, at det var mere stille og roligt, men det er fint, at der også er tænkt på mødrene. Og børnene nyder det, siger Tina Regenstreif, mor til Christian. Rikke Bjørnbak har datteren Alberte med på holdet, og hun er glad for at kunne give sit barn en oplevelse med musik. - Jeg synes, det er vigtigt at få introduceret musik i Albertes liv. Hendes sanser er åbne, og hun suger til sig, fortæller hun. Palle Kruse, far til Ella, spiller selv musik og er glad for, at han og datteren kan lave noget sammen med det som omdrejningspunkt. - Jeg synes, at hvis jeg skulle have lidt Ella-tid, så skulle det være det. Det var oplagt. Jeg har haft så meget glæde af musik, så det skal hun også have mulighed for, fortæller Palle Kruse. - Det virker som et godt og sundt samvær, konstaterer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.