Mystik om voldsom brand

Politiet har mistanke om at brand i hus i Øster Hassing kan være påsat

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Privatfoto

ØSTER HASSING: En voldsom brand i et hus på Hølundvej 3 i Øster Hassing er muligvis påsat.

Branden opstod onsdag morgen, hvor alarmen lød hos politi og Nordjyllands Beredskab klokken 04.07.

- Da beredskabet nåede frem til villaen, var den allerede overtændt, og den står ikke til at redde, forklarer vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

- Der stod flammer ovenud af taget i den ene ende af bygningen, og efter en runde omkring huset kunne jeg se, at alle ruder i hele huset var helt sorte, så dørene har formentlig stået åbne i hele huset, så branden har kunnet sprede sig, konstaterer indsatsleder Nils Eltzholtz.

Ingen hjemme

I første omgang var beredskabet i tvivl om, hvorvidt der var nogen hjemme i huset, så to røgdykkere blev forsøgt sendt ind i den brændende bygning.

- Men de måtte hurtigt konstatere, at de ikke kunne arbejde inde i huset. Røgdykkerne kom kun et par meter ind i huset, så blev de mødt med flammer, som de ikke kunne slå tilbage. Samtidig kunne vi konstatere, at hvis der havde været personer i bygningen, så havde vi ikke kunnet redde dem, lyder det fra indsatslederen.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Beredskabet, der rykkede med sprøjte og tankvogn og seks mand fra stationen i Hals, blev senere suppleret med yderligere et par brandmænd og yderligere en tankvogn fra Aalborg, og beredskabet vil i løbet af onsdagen foretage det, der betegnes som en kontrolleret nedbrænding.

Muligvis påsat brand

- Der ligger et metertykt lag af nedfaldne loftsbrædder og materiale fra etageadskillelsen, og det kan være svært at få det ulmende materiale helt slukket ned, så derfor går der nogle timers arbejde herude endnu, siger Nils Eltzholtz.

Vagtchef Per Jørgensen oplyser, at der ifølge politiets oplysninger bor fem personer på ejendommen, men ingen af dem var hjemme, da branden brød ud.

- Brandårsagen er ikke fastlagt. Men der er nogle ting ved branden, der virker som om den er påsat, forklarer Per Jørgensen.

Politiets teknikere skal i løbet af onsdag eller torsdag - når det bliver muligt på grund af varmen fra branden - undersøge brandtomten for at forsøge at få fastlagt brandårsagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.