Mystisk brand: Beboer er sporløst forsvundet

Knap en måned efter brand på landejendom ved Vebbestrup, er der stadig et mysterium, hvad der skete med husets beboer

Jesper Ramsing
Der er stadig ingen spor efter 73-årig Erik Verner Bækgaard, der har været forsvundet siden hans landejendom ved Vebbestrup brændte 8. marts. Arkivfoto: Jan Pedersen
Ildebrand 5. april 2018 10:27 - Opdateret 5. april 2018 22:02

VEBBESTRUP: Det er efterhånden et stort mysterium, hvad der skete med den 73-årige Erik Verner Bækgaard, da han hans landejendom brændte 8. marts.

Siden har han været sporløst forsvundet, og politiet har fortsat intet gennembrud i sagen.

Politiet har efterforsket bredt i den mystiske sag, og efter knap en måned er politiets vurdering, at den 73-årig ikke er brændt inde i huset, eller at der ikke er sket en forbrydelse. Samtidig har manden været efterlyst, ligesom der har været flere eftersøgninger efter ham.

- Men vi har ingen spor af manden, siger politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi i Hobro.

Ingen spor

Det var en nabo, der opdagede branden på mandens ejendom på Kraghøjvej mellem Rold og Vebbestrup kort for klokken 21. Da beredskabet nåede frem, var stuehuset allerede overtændt.

I første omgang frygtede man, at den 73-årig var omkommet i branden. Men der blev ikke fundet nogen indebrændte i huset, og derfor blev der iværksat en eftersøgning af den 73-årige i området, og denne eftersøgning er af flere omgange blevet udvidet. Dog uden held.

Politiet har også efterforsket forskellige muligheder, hvor den 73-årige kunne være taget hen, men der er altså ikke dukket spor op nogen steder.

Brandtomt undersøgt flere gange

Brandtomten har også været undersøgt adskillige gange af teknikere, men disse undersøgelser har heller ikke givet nogle spor.

Brandtomten er dog endnu ikke frigivet.

- Ud fra den måde branden har udviklet sig på, mener vi ikke, at beboeren har været inde i huset, fortæller Preben Møller og fortsætter.

- Men selvom teknikerne vurderer det for usandsynligt, at manden er indebrændt, så kan de ikke fuldstændig udelukke det.

Efterforsker stadig

Preben Møller fortæller, at der stadig er nogle muligheder som skal undersøges. Af hensyn til efterforskningen, ønsker han ikke at komme nærmere ind på, hvad disse muligheder omfatter.

Teknikere har også fundet en mulig brandårsag, men den ønsker politiet heller ikke at fortælle mere om af hensyn til efterforskningen.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...